Savnet norsk helikopter er fundet

Den norske helikopter, der forsvandt fra radaren i Nordtyskland forrige onsdag med to personer om bord, er fundet og planlægges hævet fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Administrerende direktør Marita Bjørnevik fra selskabet Helitrans fortæller, at helikopteren er blevet lokaliseret i havet i Lübeck-bugten.

- Vi har ikke fået besked om, at de to savnede kan befinde sig i vraget, som nu er lokaliseret. Store dele af bugten er 25 meter dyb, og jeg håber derfor, at hævningen vil gå planmæssigt, siger Bjørnevik til det norske nyhedsbureau, NTB.

Hun siger, at Helitrans har to repræsentanter i ulykkesområdet, men at arbejdet med bjærgningen ledes af politiet i Lübeck i samarbejde med den tyske havarikommission, Bundesstelle für Flugunfalluntersuchung.

Helitrans-direktøren siger videre, at helikopteren lettede fra lufthavnen i Lübeck for at flyve hjem til Norge, kort tid inden den styrtede i havet.

- Begge de savnede var på vej hjem, efter at de netop havde afsluttet en opgave for os i Tyskland, siger Bjørnevik, som ikke har nogen oplysninger om, hvorvidt piloten fik sendt en nødmelding, før helikopteren styrtede.

Lufthavnen ligger otte kilometer syd for Lübeck og omtrent 54 kilometer nordøst for Hamburg.

Helitrans ønsker ikke at spekulere om grunden til havariet, men forholder sig til den tyske havarikommission, som leder arbejdet med at undersøge ulykken.

En vandtæt rygsæk, der tilhører en rumæner, som var om bord i helikopteren, blev fundet på stranden ved Neustadt dagen efter ulykken. Piloten er norsk og ansat i Helitrans.

Selskabet oplyser, at det har 15 helikoptere af typen Eurocopter AS350, som er magen til det havarerede. Helitrans har i alt 24 helikoptere.

/ritzau/NTB