Scholz er træt af stilstand - nu skal Tyskland moderniseres
Olaf Scholz har onsdag præsenteret sin "Tyskland-pagt", der skal nedbringe bureaukratiet i Tyskland. Foto: Annegret Hilse/Reuters
Den tyske forbundskansler vil nedbringe bureaukratiet i Tyskland og gøre det nemmere at være borger.
Det er tid til at få moderniseret Tyskland.
Sådan lyder budskabet onsdag fra landets forbundskansler, Olaf Scholz.
65-årige Scholz har holdt en tale i det tyske parlament, Forbundsdagen, og her fremlagt sine tanker om en ny "Tyskland-pagt".
Pagten skal gøre Tyskland hurtigere, mere moderne og mere sikkert.
- Fart i stedet for stilstand. Handling i stedet for afventning. Samarbejde i stedet for mundhuggeri. Det er, hvad der er på dagsordenen.
- Alt for meget er blevet skubbet i baggrunden de seneste år. Borgerne er trætte af stilstand, og det er jeg også, lyder det fra Scholz.
"Tyskland-pagten" skal være med til at nedbringe det store bureaukrati, som det tyske samfund længe har været præget af.
Forbundskansleren vil have sat tempoet op for projekter, der har til formål at gøre borgernes liv bedre og lettere.
Tiltagene skal også gøre den offentlige sektor lettere at finde rundt i.
Scholz opfordrer både regeringskoalitionen, oppositionspartier samt lokale og regionale myndigheder til at arbejde for et mere effektivt Tyskland.
Pagten indeholder en række mål.
Blandt andet skal planlægnings- og godkendelsesprocedurer forenkles og digitaliseres. Målet er, at det skal gøre det nemmere at opføre vindmøller - et område, som der i øvrigt også er fokus på i Danmark.
Også på transport- og boligområdet er målet, at bureaukratiet skal lettes.
Scholz' forslag er fremlagt, i forbindelse med at Forbundsdagen denne uge behandler den tyske finanslov for næste år.
Scholz har en sort klap for øjet som beskyttelse for skader, han for nylig fik, da han faldt under en løbetur i hjembyen Potsdam nær Berlin.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker