Scholz taler Ukraines sag hos vrangvillige republikanere i Washington

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, er igen på vej til USA for at mødes med præsident Joe Biden (th). Det er kanslerens tredje besøg i Det Hvide Hus på to år. Billedet er fra den 3. marts 2023. Foto: Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Tysklands forbundskansler Scholz er rejst til Washington D.C., hvor en stor hjælpepakke til Ukraine er kørt fast i Kongressen. Scholz vil prøve at få den fri.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er lyndiplomati på tysk, og om Olaf Scholz lykkes med sin mission, kan kun tiden vise.

Den tyske forbundskansler vil på møder med centrale politikere i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., forsøge at overbevise dem om, at Kongressen skal sige ja til en hjælpepakke til Ukraine på 61 milliarder dollar - 424 milliarder kroner.

I oktober bad præsident Joe Biden Kongressen om at godkende pakken, der blandt andet indeholder store våbenleverancer, for at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.

Men der er gået politik i sagen.

Republikanere har krævet penge og tiltag for at standse migration til USA fra Mexico for at sige ja. Siden er også støtte til Israel kommet med i en stor pakke.

Pakken er trods lange forhandlinger ikke vedtaget. Ved fronten i Ukraine skriger soldaterne imens på ammunition og våben for at holde russerne stangen.

Inden sin afrejse til det 24 timer lange besøg i USA sagde Scholz, at Tyskland ikke er stor nok til at udfylde hullet, hvis USA's våbenleverancer til Ukraine stopper.

- Det er den fare, vi står over for, sagde han ifølge Reuters.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at Scholz vil ridse alvoren op for republikanske kongresmedlemmer. Herunder de politikere, der har sat sig imod hjælpen.

Det er blandt andre støtter af tidligere præsident Donald Trump, der mere og mere ligner Republikanernes præsidentkandidat ved valget i november.

Trump er imod pakken.

Dem skal Scholz bide skeer med, men dpa citerer kilder, der kender hans kalender, for at sige, at han "absolut ikke er bange for at mødes med prominente republikanske politikere".

Blandt andre er Mike Johnson, formand for Repræsentanternes Hus, republikaner og allieret med Trump, inviteret til middag umiddelbart efter kanslerens ankomst til Washington.

Scholz's fly ventes at lande i Washington natten til fredag dansk tid.

I Washington skal Scholz også mødes med republikanere, der har stemt imod hjælpepakken til Ukraine. Det gælder blandt andre Mike Johnson, formand for Repræsentanternes Hus og støtte af tidligere præsident Donald Trump. Foto: Tom Williams/Ritzau Scanpix

Han skal også mødes med erhvervsfolk, inden han fredag aften dansk tid er til møde med præsident Joe Biden i Det Hvide Hus.

Reuters citerer tyske embedsmænd for at sige, at Scholz vil fortælle amerikanerne om den europæiske bistand og militære hjælp til Ukraine.

I sidste uge blev EU-landene enige om en hjælp til Ukraine på 50 milliarder euro - 375 milliarder kroner.

Scholz vil også påpege, at Tyskland har givet Ukraine bilateral hjælp for 30 milliarder dollar, siden krigen i Ukraine begyndte den 24. februar 2022.

Tyskland blev først i krigen kritiseret vidt og bredt for ikke at hjælpe Ukraine. For at være passiv.

Det kan skyldes den pacifisme, som har præget Tyskland siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Men som krigen i Ukraine er skredet frem, er der kommet andre boller i den tyske suppe.

Nu er Tyskland ifølge Reuters det land, der har støttet Ukraine mest efter USA.

Under mødet mellem Biden og Scholz ventes de også at drøfte situationen i Nato forud for Nato-topmødet i juli i netop Washington D.C.

Topmødet markerer desuden alliancens 75-års jubilæum.

Blandt Demokraterne i USA, præsident Joe Bidens parti, og i Europa er der bekymring for, at Trump svækker Nato, hvis han igen bliver USA's præsident.

/ritzau/

Olaf Scholz' besøg i Washington D.C.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, er på et 24 timer langt besøg i Washington D.C. Det er først og fremmest situationen i Ukraine og samarbejde mellem USA og Europa, der er på hans dagsorden.

* Ankomst natten til fredag dansk tid, torsdag aften lokalt. Middag med ledende politikere i Kongressen efter ankomst.

* Fredag middag dansk tid: Morgenmad med amerikanske erhvervsfolk.

* Fredag eftermiddag/aften dansk tid: Møde i Det Hvide Hus med præsident Joe Biden.

* Efter mødet med Biden flyver Scholz hjem. Der er ikke planlagt pressekonference.

 

Kilder: Reuters, dpa

/ritzau/

Advarsler fra Olaf Scholz

Som en optakt til sit besøg i Washington D.C. havde forbundskansler Olaf Scholz torsdag en kronik i avisen Wall Street Journal. Her advarede han om, at der er meget på spil, hvis Vesten svigter Ukraine: Han skrev blandt andet:

- Vort budskab er klart: Vi må gøre vort yderste for at hindre Rusland i at vinde. Gør vi ikke det, vil vi måske snart vågne op i en verden, der er endog mere ustabil, truende og uforudsigelig end tiden under Den Kolde Krig.

- Tag ikke fejl. En russisk sejr i Ukraine vil ikke kun blive afslutningen på Ukraine som en fri, demokratisk og uafhængig stat. Det vil også ændre Europa dramatisk.

- Det vil være et hårdt slag mod den liberale verdensorden. Ruslands brutale forsøg på at stjæle territorium med magt vil tjene som en model for andre autoritære ledere rundt om i verden.

Kilde: dpa.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu