Schweiz tager bonusser fra den øverste Credit Suisse-ledelse
Credit Suisses kom i problemer, efter at den amerikanske bank Silicon Valley Bank krakkede. Krakket sendte rystelser gennem den internationale banksektor og fik bankaktier på flere kontinenter til at styrtdykke. (Arkivfoto). Foto: Pierre Albouy/Reuters
Credit Suisse, der er blevet opkøbt af rivaliserende bank, kommer ikke til at udbetale bonus til topledelsen.
Den schweiziske regering vil annullere eller reducere udestående bonusser til medlemmer af banken Credit Suisses bestyrelse.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Bestyrelsens øverste ledelse får helt strøget sin bonus, lyder det.
- Hos Credit Suisse bliver alle de udestående bonusser frem til udgangen af 2022 annulleret for de øverste bestyrelsesmedlemmer.
- De reduceres med 50 procent for medlemmer niveauet under og 25 procent for medlemmer to niveauer under, lyder det i en udtalelse.
Credit Suisse er blevet opkøbt af UBS, en anden schweizisk bank.
Det skete, efter at Credit Suisse kom i uføre i marts. Årsagen var, at kunder begyndte at hive store beløb ud af banken.
Credit Suisses nedtur kom, i kølvandet på at den amerikanske bank Silicon Valley Bank krakkede. Krakket sendte rystelser gennem den internationale banksektor og fik bankaktier på flere kontinenter til at styrtdykke.
UBS har købt rivalen Credit Suisse for tre milliarder schweizerfranc - svarende til cirka 22,7 milliarder danske kroner.
Den schweiziske banklov siger, at landets Forbundsråd kan regulere bonusser hos banker, der er vigtige for det samlede banksystem, hvis de har modtaget økonomisk støtte fra staten. Det skriver Reuters.
Credit Suisse har fået omkring 260 milliarder schweizerfranc - godt 1950 milliarder kroner - i støtte eller garantier af den schweiziske stat.
Det er ifølge Reuters usædvanligt, at bonusser reguleres.
Beslutningen kommer til at påvirke omkring 1000 ansatte. De går samlet set glip af bonusser til en værdi af mellem 375 og 430 millioner kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned