Se hvem der er med til EU-topmødet

Der er kun 36 mennesker i lokalet, når de 27 EU-landes stats- og regeringschefer torsdag-fredag igen tørner sammen i rådsbygningen Justus Lipsius i Bruxelles for at enes om EU's langtidsbudget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Samtidig sidder der langt over tusind diplomater, embedsmænd og journalister i forskellige grupperinger andre steder i bygningen, hvorfra de forsøger at følge med i slagets gang.

De vigtigste sidder det meste af tiden på niveau 50 i Justus Lipsius - undtagen under måltider, hvor stats- og regeringscheferne rykker op på niveau 80:

* I lokale 50.1:

- Statsminister Helle Thorning-Schmidt samt de øvrige stats- og regeringschefer fra de 27 EU-lande plus fra Kroatien, som kommer med i EU 1. juli.

- Mødeleder og EU-præsident Herman Van Rompuy.

- Rådets generalsekretær, Uwe Corsepius.

- EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

- Med i lokalet - men ikke ved selve mødebordet - er også EU-præsidentens kabinetschef Didier Seeuws, topembedsmand Jim Cloos fra rådssekretariatet, kommissionens generalsekretær Catherine Day og den irske EU-ambassadør Rory Montgomery.

- Et korps af tre notetagere, der på skift roterer ind og ud af lokalet. Der er kun en af dem til stede ad gangen.

- Stats- og regeringscheferne har hver en knap, som de kan bruge til at hidkalde deres antici, der sidder i et lokale ved siden af. Antici kan tilkalde andre rådgivere, som har lov til at opholde sig kortvarigt i forhandlingslokalet.

- Der er også tolke til stede.

* I lokale 50.2:

- De 28 EU-ambassadørers nærmeste assistenter, det såkaldte antici-korps, bliver løbende orienteret om forhandlingerne af notetagerne og kan på en tavle se, når deres præsident, statsminister eller premierminister har brug for assistance.

Danmarks repræsentant er ambassaderåd Søren Jacobsen.

* Umiddelbart uden for topmødelokalet er et mindre lobbyområde, som et begrænset antal rådgivere fra hvert land har adgang til. Danmark har tre adgangskort.

* På andre etager: Mange hundrede diplomater og embedsmænd sidder samlet i forskellige lokaler eller myldrer rundt og skyggeforhandler, regner eller udveksler informationer:

- Den danske delegation sidder på niveau 70 og består af 24 medarbejdere fra Statsministeriet, Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Danmarks EU-ambassade.

Her sidder blandt andre den danske EU-ambassadør Jeppe Tranholm-Mikkelsen, statsministerens såkaldte "sherpa" på området, departementsråd Ulrik Vestergaard Knudsen, samt europaminister Nicolai Wammen (S).

* I bygningens stue- og kælderetage er der arbejdspladser til omkring 1000 journalister.

/ritzau/