Seks briter dræbt af bombe i Afghanistan

Eksplosionen fandt sted tirsdag i den uroplagede Helmandprovins i den sydlige del af Afghanistan.

Dermed er briternes samlede tabstal i Afghanistan nu oppe på 404 siden 2001.

Det er dog uklart, hvem der har placeret bomben. En militærkilde i Kabul siger, at det britiske køretøj kan have ramt en gammel sovjetisk landmine.

Eksplosionen var ifølge øjenvidner usædvanlig kraftig. Gamle miner fra den sovjetiske invasion tilbage i 1980'erne er stadig 30 år efter invasionen et stort problem.

En Taliban-hjemmeside skriver, at de britiske soldater blev dræbt af en hjemmelavet bombe. Men Taliban tager ikke skylden for eksplosionen.

Drabene på de britiske soldater kommer efter adskillige ugers tiltagende uroligheder og voldelige sammenstød rundt om i Afghanistan.

To Nato-soldater blev i slutningen af februar slået ihjel, da en afghansk soldat skød dem på nær hold.

Drabene på de to Nato-soldater skete kort tid efter, at to amerikanske officerer blev skudt ned og dræbt i Afghanistans tungt bevogtede indenrigsministerium i Kabul.

Efterfølgende trak Nato al mandskab ud af Afghanistans ministerier. Det skete efter omfattende optøjer i Afghanistan i kølvandet på en kontroversiel koran-afbrænding på en amerikansk militærbase i landet.

Den militante Talibanbevægelse siger, at den stod bag drabene i indenrigsministeriet, og at det var hævn for, at amerikanske soldater har brændt koranen af.

/ritzau/

Seks britiske soldater blev dræbt, da en voldsom bombe eksploderede under en pansrede mandskabsvogn, de var på patrulje i. Det oplyser det britiske forsvarsministerium.

Offentliggjort Sidst opdateret