Tre bilbomber har dræbt seks personer og såret 36 andre i den etnisk delte by Kirkuk i det nordlige Irak.
Angrebet fandt sted i den vestlige del af byen, og bomberne var angiveligt rettet mod politi- og sikkerhedsfolk i byen.
Den første bombe var rettet mod en irakisk politimand, mens den anden eksplosion ramte en politipatrulje. Den tredje bombe eksploderede uden for en bygning, der huser kurdiske sikkerhedsstyrker.
Hospitalskilder siger, at der er mindst to politifolk blandt de dræbte.
Kirkuk ligger 250 kilometer nord for hovedstaden, Bagdad, i provinsen af samme navn. Byen huser en blanding af arabere, kurdere og turkmenere.
Regionen er centrum i en strid mellem regeringen i Bagdad og de kurdiske myndigheder i den nordlige del af landet.
De kurdiske ledere ønsker, at deres autonome region, der i øjeblikket består af tre distrikter, skal udvides til også at dække de historisk set kurdiskbefolkede dele af Nineveh og Diyala samt hele Kirkuk.
Centralregeringen i Bagdad mener derimod, at den kurdiske regions grænser ikke skal brede sig ud over de eksisterende provinser Arbil, Sulaimaiyah og Dohuk.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker