Seks dræbt og flere såret i droneangreb på ukrainske højhuse
Beboere i Kharkiv søgte ly i en kælder i byen under russisk angreb natten til lørdag. Foto: Alex Babenko/Ritzau Scanpix
Angreb i Kharkiv har kostet seks personer livet. Ifølge borgmester blev ni etageejendomme ramt.
Seks civile har mistet livet, og yderligere ti er kommet til skade, efter at et russisk droneangreb natten til lørdag ramte et beboelsesområde i den østukrainske by Kharkiv, som er Ukraines næststørste by.
Det oplyser borgmesteren i Kharkiv, Ihor Terekhov, på beskedplatformen Telegram, skriver Reuters.
Angrebet ramte flere beboelsesområder. Mindst ni højhuse, tre kollegier, et antal administrative bygninger, en butik, to tankstationer og flere biler blev beskadiget, fortæller borgmesteren.
Først på natten rapporterede lokale medier og guvernøren i Kharkiv-regionen, Oleh Synjehubov, om angrebet.
Klokken 00.23 skrev Synjehubov på Telegram, at en person havde mistet livet. Godt en time senere meddelte han, at dødstallet var steget til to.
Kharkiv har en særligt sårbar placering i Ukraine, fordi der kun er godt 30 kilometer fra centrum af byen til grænsen til Rusland mod nord.
Mod øst grænser Kharkiv-regionen op til Luhansk-regionen, som har været noget nær fuldt kontrolleret af prorussiske separatister siden den russisk-ukrainske krig i 2014.
Mod syd grænser Kharkiv-regionen op til Donetsk-regionen, som er i samme båd som Luhansk.
Luhansk og Donetsk har begge løsrevet sig fra Ukraine og ladet sig indlemme i Den Russiske Føderation i folkeafstemninger, som af Vesten har fået kritik for at være i strid med folkeretten og for at være udemokratiske.
Kharkiv har på det seneste været mål for flere russiske angreb.
Torsdag blev tre redningsarbejdere dræbt i et droneangreb på et sted, hvor de arbejdede i kølvandet på et andet angreb.
Byens infrastruktur bliver også ofte ramte. Det leder ofte til større strømafbrydelser i byen.
Rusland har afvist, at landet går målrettet efter civile. Men krigen, der begyndte med Ruslands invasion 24. februar 2022, har slået tusindvis af civile ihjel, sendt millioner på flugt og ødelagt adskillige byer.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet