Seks er døde efter voldsomme tornadoer i Tennessee
Myndighederne i Tennessee har opfordret lokale til at blive væk fra vejene, i takt med at beredskabet rykker ud til hændelser i forskellige områder. (Arkivfoto). Foto: Andrew Nelles/Usa Today Network/Reuters
Lørdag aften var over 80.000 mennesker i Tennessee uden strøm som følge af vejret, der har kostet flere livet.
Mindst seks personer er lørdag døde efter kraftige storme og tornadoer i den amerikanske delstat Tennessee.
Det oplyser de lokale myndigheder.
- På nuværende tidspunkt kan vi bekræfte, at tre er døde, heriblandt to voksne og et barn, som resultat af en tornado i eftermiddags, lyder det fra Montgomery County i et opslag på det sociale medie Facebook.
Desuden oplyses det, at 23 personer er blevet behandlet på hospitalet.
Der var yderligere tre dødsfald fordelt på flere nabolag i delstatshovedstaden Nashville.
Lørdag aften var over 80.000 mennesker i Tennessee uden strøm som følge af vejret.
- Dette er en trist dag for vores lokalsamfund. Vi beder for dem, der er tilskadekomne, som har mistet deres elskede, og som har mistet deres hjem, lyder det fra borgmesteren i Montgomery County, Wes Golden.
Ifølge det lokale politi blev adskillige hjem i byen Clarksville beskadiget.
Træer, højspændingsledninger og huse blev også ramt af storme i den afsidesliggende by Dresden ifølge beredskabsmyndighederne.
Montgomery County, som Clarksville er en del af, har en befolkning på over 220.000.
Myndighederne har opfordret lokale til at blive væk fra vejene, i takt med at beredskabet rykker ud til hændelser i forskellige områder.
- Vi er stadig i søge- og redningsfasen af denne katastrofe, lyder det fra Montgomery County på Facebook.
Indbyggere har mulighed for at søge tilflugt i en lokal skole og kirke.
USA's svar på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), National Weather Service, advarede tidligt lørdag eftermiddag om tornadoer i flere forskellige nabolag i Nashville.
- Dette er en dag, som ingen ønskede eller forventede, lyder det fra borgmesteren i Clarksville, Joe Pitts.
- Vi ved, at der er omfattende skader på tværs af lokalsamfundet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker