Seks mænd henrettet i Egypten
Seks medlemmer af jihadistgruppe på Sinai er henrettet dagen efter, at tidligere præsident Mursi fik dødsstraf
De egyptiske myndigheder hængte søndag seks mænd, der var dømt til døden for drab på flere soldater.
Henrettelserne og retssagerne mod de seks personer kritiseres stærkt af Amnesty International, som siger, at mændenes retssager var "groft uretfærdige". Der var kun et vidne ved retssagen, og det var et vidne fra landets sikkerhedstjeneste.
Ifølge anklagemyndigheden var mændene medlemmer af den Sinai-baserede jihad-gruppe Ansar Bayt al-Maqdis, der har bånd til Islamisk Stat (IS).
Nogle af dem blev anholdt, da de søgte om visum til Tyrkiet med henblik på at komme til Syrien.
Henrettelserne fandt sted dagen efter, at en egyptisk domstol idømte landets tidligere islamistiske præsident Mohammed Mursi dødsstraf for blandt andet at have opildnet til et fangeoprør, hvor indsatte flygtede og angreb politifolk i 2011.
I alt blev over 100 medlemmer af Det Muslimske Broderskab dømt til døden for at være brudt ud under fangeoprøret i 2011, hvor Mursi skulle have planlagt en masseflugt af fanger og konspireret med udenlandske bevægelser.
En del af de dømte har forbindelser til Hamas og Hizbollah.
En talsmand for Det Muslimske Broderskab, Amr Darrag, har fordømt domstolens afgørelse og opfordret det internationale samfund til at gribe ind.
Mursi var Egyptens første præsident, som blev valgt ved et frit, demokratisk valg.
Broderskabet blev fjernet fra magten ved et militærkup et år senere, efter at en stor del af befolkningen havde vendt sig mod islamismen med daglige massedemonstrationer.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde