Seks personer er skadet under tyreløb i Pamplona i Spanien
Deltagere løber foran tyrene til det sidste løb ved festivalen San Fermin i den spanske by Pamplona lørdag. Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Jose Jordan/Ritzau Scanpix
Ifølge myndighederne blev to personer stanget af tyre under festival i Spanien. I alt er 28 personer såret.
Det afsluttende tyreløb under den årlige festival San Fermin i Pamplona i den nordlige del af Spanien har efterladt seks personer såret.
Det oplyser de spanske sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.
Ruten, som tyrene skulle tilbagelægge, var 850 meter lang. Den gik ad snoede gader og blev tilbagelagt på 2 minutter og 12 sekunder.
Løbet var årets hurtigste. Men for seks personer var det også der, hvor de blev såret, efter at de blev trampet ned eller ramt af dyrene i forbifarten.
En mand blev trukket flere meter efter en tyr, fordi dens horn var viklet ind i hans tørklæde.
En anden blev slynget op i luften af en vred tyr, mens manden løb rundt og ledte efter sin mobiltelefon.
Festivalen begyndte officielt 6. juli i år. Siden er i alt 28 personer blevet såret, hvor to af dem ifølge myndighederne er blevet stanget.
Det er ifølge de lokale myndigheder færre tilskadekomne end normalt. I fjor blev 17 mennesker stanget.
Langt flere kom til skade med mindre knubs. Røde Kors siger, at dens folk i Pamplona har behandlet 630 mennesker i den uge, festivalen har stået på. 467 af dem er blevet behandlet i forbindelse med tyreløbene.
Traditionen tilskriver, at tyrene hver dag bliver sluppet løs og drevet gennem byens gader. Løbet afsluttes, når de er nået frem til en indhegning. Om aftenen kæmper de mod tyrefægtere i byens tyrefægterarena.
Festivalen tiltrækker årligt omkring en million besøgende. Ud over tyreløbene bruger gæsterne blandt andet tiden på at danse, spise mad og drikke alkohol.
Men udover de mange turister har festivalen igen tiltrukket dyreaktivister, der er i mod tyrefægtning.
Siden 1910 er 16 mennesker blevet dræbt i Pamplona i forbindelse med den årlige festival. Det sidste dødsoffer var i 2009.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker