Seks tyrkiske militærstøtter er dræbt i angreb nær base
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ønsker ikke Frankrigs tilbud om mægling og hjælp til dialog med kurderne, meddeler han via en talsmand. Foto: Reuters/Umit Bektas/arkiv
Reuters/Umit Bektas/arkiv
I et angreb ved et tyrkisk militæranlæg, der ligger 50 kilometer fra grænsen til Syrien, er seks dræbt.
Seks personer er dræbt i et angreb ved en militærbase i det sydøstlige Tyrkiet. Det oplyser tyrkiske sikkerhedsstyrker, som siger, at Kurdistans Arbejderparti (PKK) står bag.
Syv er såret.
Angrebet er sket i nærheden af en militærbase i provinsen Siirt, melder sikkerhedsstyrkerne. Det blev først rapporteret, at angrebet var sket på selve basen.
De dræbte er medlemmer af en lokal vagtmilits, som støtter tyrkisk militær.
Det fremgår ikke, hvornår angrebet fandt sted. Ifølge nyhedsbureauet Anadolu er fire soldater og tre fra vagtmilitsen såret.
PKK betragtes af både Tyrkiet, EU og USA som en terrorgruppe. Militante kurdere retter jævnligt angreb mod tyrkiske soldater og myndigheder i regionen.
Flere end 40.000 mennesker er dræbt under den blodige konflikt mellem Tyrkiet og PKK de seneste fire årtier.
Konflikten er de seneste år blusset op igen efter et sammenbrud i fredsprocessen i sommeren 2015.
Krigen i nabolandet Syrien har gjort konflikten yderligere kompliceret, da kurdiske styrker har ført an i kampe mod blandt andet Islamisk Stat. Kurderne har været en vigtig allieret til USA.
Det har været kilde til store spændinger mellem de to Nato-lande Tyrkiet og USA.
Skærtorsdag tilbød Frankrigs præsident at mægle mellem kurderne og Tyrkiet. Det tilbød han i forbindelse med et besøg i Élyséepalæet af en delegation fra Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der omfatter kurdiske soldater.
Emmanuel Macron sagde, at han håber, at "en dialog kan indledes mellem SDF og Tyrkiet med hjælp fra Frankrig og det internationale samfund".
Det afviser Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fredag formiddag.
- Vi afviser enhver bestræbelse på at fremme "dialog", "kontakt" eller "mægling" mellem Tyrkiet og disse terrororganisationer, skriver Ibrahim Kalin, som er præsidentens talsmand, på Twitter.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde