Selv ikke juridiske problemer stopper Greta Thunbergs kamp for klimaet
Den 21-årige klimaaktivist Greta Thunberg gik i front til en demonstration i den engelske by Farnborough 27. januar. Demonstranterne krævede et totalt forbud mod privatflyvninger. Foto: Carlos Jasso/Reuters
Nu begynder retssagen i London mod aktivisten Greta Thunberg, der blev anholdt ved en demonstration i oktober. Retssagen har ikke holdt hende fra klimakampen.
Ritzau RitzauThit Lund Bording, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Svenske Greta Thunberg er en lille kvinde med en høj røst. Siden hun var 15 år, er hun gået i front for ungdommens klimakamp.
I demonstration efter demonstration har hun kaldt på forandring fra verdens ledere, organisationer og virksomheder.
- Vores hus brænder, sagde hun som 16-årig på Verdens Økonomiske Forum i Davos i Schweiz.
Men klimakampen har fået konsekvenser, og torsdag skal hun for retten i Storbritanniens hovedstad, London.
Hun anklages for at forstyrre den offentlige orden.
Annonce
21-årige Thunberg erklærer sig "ikke skyldig".
Men intet lader til at stoppe hende. Selv om hun har juridiske problemer, afholder det hende ikke fra at demonstrere videre.
En fredag i august i 2018 valgte Greta Thunberg at møde op foran det svenske parlament Riksdagen i Sveriges hovedstad, Stockholm, i stedet for at tage i skole. Helt alene demonstrerede hun mod politikernes klimanøl, men fredag efter fredag kom flere og flere unge til. Det er siden blevet til klimabevægelsen "Fridays for Future". (Arkivfoto). Foto: Ilze Filks/Reuters
Sidste weekend deltog hun i en demonstration mod udvidelsen af Farnborough Lufthavn, der ligger godt 60 kilometer fra London.
Sammen med hundredvis af lokale krævede hun et forbud mod privatfly. Ifølge demonstranterne forurener privatfly 30 gange mere end passagerfly.
Med lyserøde røgblus og bannere med budskabene "Stop privatflyvninger nu" og "Forbyd privatfly" gik folkemængden gennem gaderne i Farnborough.
- Det faktum, at brugen af privatfly både er juridisk og socialt lovligt, når vi står i en eskalerende klimakrise, er fuldstændig virkelighedsfjernt.
- Der er få eksempler, der så tydeligt viser, hvordan den rige elite ofrer nutidige og fremtidige levevilkår på Jorden, så de kan beholde deres ekstreme og voldsomme livsstil, sagde hun til demonstrationen ifølge BBC.
Torsdagens retssag er en følge af, at Thunberg sammen med andre aktivister demonstrerede foran InterContinental Hotel i London i oktober i fjor.
Her var førende olieselskaber samlet til konference.
17. oktober 2023 blev Greta Thunberg anholdt af politiet i den britiske hovedstad, London. Det var under en demonstration foran InterContinental Hotel, hvor verdens olieselskaber skulle mødes på den årlige konference Energy Intelligence Forum. På billedet ses den dengang 20-årige Thunberg, der føres væk af politiet. (Arkivfoto). Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Demonstranterne forsøgte at forhindre adgangen til hotellet ved arm i arm at danne en blokade.
Annonce
Flere af dem lyttede ikke til politiets anmodning om at flytte væk fra vejen for at "undgå alvorlige forstyrrelser for samfundet, hotellet og dets gæster", skriver BBC.
20 personer - inklusiv Thunberg - blev anholdt.
Hvis retten i London finder hende skyldig, er det ikke første gang, at den unge aktivist bliver dømt.
I juli 2023 fik hun en straf på 30 dagsbøder á 50 svenske kroner - svarende til i alt 990 danske kroner - efter at have "nægtet at efterkomme politiets anvisninger" under en klimaaktion i Malmø.
Senere på dagen, hvor hun modtog dommen, var hun i gang igen. Da blev hun endnu en gang anholdt under en demonstration i den sydsvenske by.
Hun blev dømt for samme forseelse, der denne gang kostede 90 dagsbøder à 50 svenske kroner - omkring 2880 kroner.
Med bannere og lyserøde røgblus bevægede demonstranterne sig gennem den engelske by Farnborough 27. januar med Greta Thunberg i front. Torsdag skal hun for retten i London. Hun er tiltalt for at have forstyrret den offentlige orden under en demonstration i oktober. Foto: Carlos Jasso/Reuters
/ritzau/
Kort om Greta Thunberg
* Navn: Greta Tintin Eleonora Ernman Thunberg.
* Alder: 21 år. Født 3. januar 2003 i Stockholm, Sverige.
* Begyndte 20. august 2018 at udeblive fra skole for at demonstrere for klimaet foran Riksdagen i Stockholm. Det gjorde hun hver dag frem til det svenske parlamentsvalg 9. september. Siden fortsatte hun demonstrationer for klimaet hver fredag. Deraf opstod klimabevægelsen Fridays for Future, som har afdelinger verden over.
* Hendes skolestrejker førte til, at millioner af mennesker siden har demonstreret for klimaet i over 100 lande.
* Hun er efterkommer af nobelprismodtager Svante Arrhenius, der i 1896 var den første forsker i verden, som regnede sig frem til CO2-udledningens drivhuseffekt.
* Thunberg blev kåret som Årets Person i 2019 af det amerikanske nyhedsmagasin Time.
* Den 21-årige klimaaktivist er diagnosticeret med Aspergers syndrom.
Seneste artikler
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Livstidsfangen Peter Madsen får nej til ægteskab med ung kvinde
Pendler-trængsler fortsætter: DSB forlænger periode
Lars' køer kæmper i varmen: - Jeg bruger ret mange penge på det
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen