Selvmordsangreb ryster tyrkisk millionby og sårer mange
En 25-årig kvinde har udløst en bombe i millionbyen Bursa i Tyrkiet, skriver flere tyrkiske medier.
Endnu et selvmordsangreb ryster Tyrkiet. Denne gang er det sket i byen Bursa i den nordvestlige del af landet, hvor mindst ti personer er såret, rapporterer CNN Türk.
Det tyrkiske nyhedsbureau Dogan rapporterer, at eksplosionen skyldes en kvindelig selvmordsbomber. Hun er ifølge de seneste meldinger den eneste omkomne.
Sikkerhedskilder bekræfter ifølge nyhedsbureauet AFP, at det er et selvmordsangreb. Tyrkiske medier har allerede identificeret angriberen som en 25-årig kvinde.
En journalist fra Dogan fortæller til CNN Türk, at han har set en dræbt og mindst ti sårede.
Angrebet er sket nær en stor moské fra det 14. århundrede i Bursa. Vinduer i moskeen og i nærliggende butikker er smadret.
Både ambulancer og bombeeksperter er på stedet ifølge flere nationale tv-kanaler.
Tv-kanalen TRT rapporterede tidligere onsdag, at eksplosionen var relateret til naturgas, men den oplysning blev ikke bekræftet.
Der bor omkring tre millioner mennesker i Bursa, der ligger syd for Istanbul.
Ingen har taget skylden for angrebet, som er det seneste i en række selvmordsaktioner i Tyrkiet siden nytår.
I februar mistede 28 mennesker livet i et bombeangreb i Tyrkiets hovedstad, Ankara. Og i marts blev regeringsbyen ramt igen, da 37 personer blev dræbt.
Kurdiske militante har taget skylden for angrebene.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker