Selvmordsbombe dræber unge irakere med soldaterdrømme

En selvmordsbilbombe eksploderede tirsdag ved indgangen til en irakisk kaserne i byen Taji lidt nord for Bagdad. En stor gruppe unge var samlet på kasernen for at søge ind i militæret. Mindst 25 blev dræbt, siger sikkerhedskilder i Bagdad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Eksplosionen, som sårede mindst 30 personer, skaber øget bekymring for, hvordan Iraks sikkerhedsstyrker skal skabe stabilitet 11 måneder efter tilbagetrækningen af de amerikanske styrker i landet.

De irakiske styrker anses dog for at være i stand til at bevare den interne stabilitet trods tilbagevendende blodige bombeangreb. Militæret anses imidlertid ikke for at være i stand til at beskytte landets grænser, luftrummet og de territoriale farvande.

Taji ligger 25 kilometer nord for Bagdad.

En kilde i det irakiske indenrigsministerium siger, at antallet af dræbte var 26. Det er uklart, hvor mange af ofrene, der var soldater, og hvor mange, der var potentielle nye rekrutter.

Selvmordsbomberen kørte ind på militærbasen og sprængte sig selv i luften. Ingen gruppe har umiddelbart taget skylden for angrebet, men al-Qaedas frontgruppe i Irak har stået bag tidligere angreb på militærets rekrutteringscentre.

Den sunnimuslimske ekstremistgruppe opfatter alle medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og alle embedsmænd, som støtter den shiamuslimsk-ledede regering i Bagdad.

Bombeanslaget tirsdag var det dødeligste siden den 23. juli, da koordinerede angreb i Taji kostede 42 mennesker livet.

/ritzau/Reuters