Selvmordsbombe sårer 15 i moské i Pakistan

En selvmordsbombemand sprængte søndag sig selv i luften i en moské i det centrale Pakistan. Bombemanden selv blev dræbt og mindst 15 personer blev såret, siger pakistansk politi.

Angrebet skete, da shiamuslimer var samlet til aftenbøn i moskéen i byen Sargodha.

- Gerningsmanden bar en taske og udløste sprængladningen, da vagten ved porten forsøgte at stoppe ham, siger øjenvidnet Abdul Ghafoor.

Sargodha ligger i Punjab-provinsen, der har været skueplads for en række angreb i de seneste måneder.

Tidligere på måneden blev mere end 40 mennesker dræbt ved et dobbelt selvmordsbombeangreb ved en helligdom i provinshovedstaden Lahore.

/ritzau/Reuters

15 personer blev såret, da selvmordsbombemand angreb moské i det centrale Pakistan midt i aftenbønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret