Selvmordsbomber dræber syv tv-medarbejdere i angreb i Kabul
Syv ansatte fra en tv-station har mistet livet i endnu et selvmordsangreb i den afghanske hovedstad.
Syv ansatte på den populære afghanske tv-kanal Tolo blev dræbt under selvmordsangrebet i Afghanistans hovedstad, Kabul, onsdag. Det oplyser tv-stationen på sin Twitter-profil.
- I dag mistede vi syv medarbejdere i terrorangrebet på Darulaman Road i Kabul, står der.
Angrebet var angiveligt rettet mod en minibus, der transporterer ansatte fra tv-stationen, og det sker få måneder efter, at Taliban erklærede den private station for et legitimt "militært mål".
- Vores firmabus, der kører medarbejdere hjem efter arbejde, blev angrebet, siger en journalist fra Tolo ifølge AFP.
Mindst 24 andre blev såret i angrebet, der skete i et distrikt i det centrale Kabul, der huser landets parlament, flere ministerier og den russiske ambassade.
Onsdagens angreb er det seneste i rækken af en serie af selvmordsangreb, der har ramt Kabul. Siden begyndelsen af året har seks selvmordsangreb ramt den afghanske hovedstad.
Repræsentanter fra Afghanistan, Pakistan, Kina og USA mødtes tidligere i denne uge i Kabul for at drøfte en afslutning på den 14 år lange krig mod Taliban i landet. Samtidig opfordrede landene Taliban til at tilslutte sig fredsforhandlingerne.
Ingen har endnu taget skylden for onsdagens selvmordsangreb.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde