Selvmordsbombere dræber op mod 25 personer i Irak
Mandag har en serie af selvmordsangreb på tværs af Irak dræbt op mod 25 personer. IS har taget skylden.
En række af selvmordsangreb rettet mod irakiske regeringsstyrker og medlemmer af shiamuslimske militser har mandag formiddag dræbt adskillige personer flere forskellige steder i Irak.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at der er tale om fire selvmordsbombere, der har sprængt sig selv i luften nær hovedstaden, Bagdad, og i den sydlige del af landet. Irakiske embedsmænd melder ifølge AFP om mindst 17 dræbte og mindst 64 sårede.
En af selvmordsbomberne slog til mod en hær- og politikontrolpost i det nordlige Bagdad, mens andre slog til mod henholdsvis paramilitære styrker på gaden i byen Mishahada nord for Bagdad og en restaurant i byen Nasiriyah i det sydlige Irak.
Imens skriver nyhedsbureauet Reuters, at irakiske sikkerhedskilder oplyser, at der er tale om omkring 25 dræbte og 60 sårede i en serie af selvmordsangreb på tværs af landet.
Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har ifølge nyhedsbureauet Amaq taget skylden for flere af angrebene.
Gruppen er kendt for ofte at udføre selvmordsangreb rettet mod både civile og sikkerhedsstyrker i Irak.
I 2014 lykkedes det Islamisk Stat at tage kontrollen over flere områder nord og vest for Bagdad, men siden har irakiske styrker generobret flere af områderne med hjælp fra træning fra amerikanske soldater og amerikanskledede luftangreb.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker