Selvmordstruet bilist dræber pige på pizzeria nær Paris
For kun en uge siden påkørte en gerningsmand seks soldater i den parisiske forstad Levallois-Perret. Foto: /ritzau/Geyres Christophe/abaca/arkiv
/ritzau/Geyres Christophe/abaca/arkiv
En bil har torpederet et pizzeria øst for Paris. En pige er dræbt, og flere andre er såret. Terror udelukkes.
En pige er dræbt, og mindst fire andre personer er alvorligt kvæstet, efter at en bil mandag aften kørte ind i en gruppe af kunder på et pizzeria i den lille by Sept-Sorts øst for Paris
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Pierre-Henry Brandet, en talsmand for det franske indenrigsministerium, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er tale om en 13-årig pige.
Imens skriver nyhedsbureauet Reuters, at det drejer sig om en 12-årig pige. Ifølge de første meldinger var det en otteårig pige, som var blevet dræbt.
Blandt de sårede er den dræbte piges lillebror, oplyser fransk politi ifølge AFP.
Efterforskere udelukker, at der er tale om en terrorhandling. De oplyser således, at der er tale om en mandlig bilist født i 1985, som "ikke er kendt af efterretningstjenesterne og ikke har en kriminel fortid".
Den unge chauffør forsøgte angiveligt at begå selvmord med sin handling, fortæller efterforskerne.
Han blev anholdt kort efter hændelsen.
- Manden forsøgte at begå selvmord i går (søndag), men uden held. Derfor havde han besluttet sig for at prøve igen på denne måde, siger en unavngiven kilde tæt på efterforskningen til AFP.
Også den offentlige anklager i byen Meaux Eric de Valroger udelukker terror.
Han tilføjer, at det er "meget sandsynligt", at føreren af bilen var påvirket.
Bilen påkørte mennesker, som befandt sig på pizzeriaets udendørsterrasse.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, sender sine kondolencer og skriver på Twitter, at hans tanker går til ofrene og deres familier.
Frankrig har de seneste år været ramt af en række blodige angreb, hvor der er blevet brugt køretøjer.
Heriblandt i Nice i 2016 hvor en mand kørte en lastbil ind i en menneskemængde på strandpromenaden i den sydfranske by og dræbte 85.
Yderligere er det blot fem dage siden, at en gerningsmand påkørte og sårede seks soldater i den parisiske forstad Levallois-Perret.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker