Selvom Tyrkiet blev væk fra møde kan Sverige snart være medlem af Nato
Der er kun seks uger til Nato-landene samles til et afgørende topmøde i Litauens hovedstand, Vilnius. Selvom Tyrkiet i denne uger bliver væk fra et af de sidste forberedende møder, tror Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på, at Sverige kan være medlem af Nato, inden topmødet er slut. Foto: Heiko Junge/Ritzau Scanpix
Der er seks uger til det afgørende Nato-topmøde i Vilnius. Stoltenberg tror på løsning for Sverige.
Nato-landenes udenrigsminister mødes onsdag og torsdag i Norges hovedstad, Oslo. Men et afgørende navn mangler. Tyrkiets udenrigsminister møder ikke op til Nato-landenes udenrigsministermøde.
Alligevel tror Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at Sverige snart kan overvinde den tyrkiske modstand og blive medlem af Nato.
- Det er absolut muligt, at Sverige er medlem af Nato, når vi kommer frem til Nato-topmødet i Vilnius, siger Jens Stoltenberg.
Dermed understreger han indirekte, at topmødet er en slags deadline. Og der vil formentlig blive lagt et tungt pres på Tyrkiet fra USA og andre allieredes side for at få afsluttet sagen nu.
Stoltenberg udviser dog også forståelse for Tyrkiets ønsker. Han fastslår samtidig, at den tyrkiske udenrigsminister ikke bliver væk fra mødet i Oslo for at undgå at tale med Sverige. I stedet er ministeren optaget af møder i kølvandet på valget, siger Stoltenberg.
Det netop overståede valg, som endte med en sejr til Tyrkiets mangeårige præsident Erdogan, kan blive nøglen, der åbner døren for Sverige, mener Natos generalsekretær.
- Der er et vindue nu efter det tyrkiske valg og med et tyrkisk parlament, som bliver samlet. Vi arbejder på, at det skal ske så hurtigt som muligt, siger Jens Stoltenberg.
Han peger på, at Sverige har levet op til de løfter, der blev givet til Tyrkiet i forbindelse med sidste års Nato-topmøde i Madrid. Det var her, at der blev indgået en aftale mellem Tyrkiet, Sverige og Finland om at de to nordiske lande ville kunne blive medlemmer af Nato.
- Sverige har leveret på det, de har lovet. Sverige er klar til at komme med i Nato, siger Jens Stoltenberg.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker