Senatet stemmer om Syrien-angreb inden to uger
USA's senat skal senest i ugen, der begynder 9. september, stemme om en resolution, der godkender et militært angreb mod Syrien.
Det oplyser Senatets flertalsleder, demokraten Harry Reid, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Jeg mener, at brugen af militær magt mod Syrien er både retfærdiggjort og nødvendig, siger han i en meddelelse natten til søndag dansk tid.
Et amerikansk bombardement af det syriske regime har ulmet siden 21. august, hvor styrker fra Assad-regimet ifølge USA slog 1429 mennesker ihjel ved et giftgasangreb i Damaskus. 426 af de dræbte var børn.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, fortalte lørdag aften, at USA vil vente med at slå til mod det syriske regime, indtil en afstemning om militæraktionen har fundet sted i Kongressen, USA's lovgivende forsamling.
Præsidenten er - ifølge embedsmænd fra Det Hvide Hus - overbevist om, at den trussel, som kemiske våben udgør mod Israel og andre af USA's allierede nær Syrien, vil få Kongressen til at stemme ja til en militæraktion.
Flertalsleder Harry Reid oplyser, at Senatet vil afholde offentlige høringer med ledende medlemmer af Obama-administrationen, og der vil også være både fortrolige og ikke-fortrolige briefinger af senatorerne om emnet.
Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, roste lørdag aften Barack Obama for at bede om Kongressens samtykke til en militæraktion.
Præsidenten har magtbeføjelser til at gennemføre angrebet uden om Kongressen, men selv om hans rådgivere ikke havde anbefalet en afstemning, så mente præsidenten - ifølge embedsmændene - at en afstemning vil forene landet forud for militæraktionen.
Der er ikke stor opbakning til et indgreb i Syrien blandt den amerikanske befolkning. En meningsmåling foretaget af Reuters viser, at kun hver femte amerikaner mener, at USA skal indlede en militæraktion.
Borgerkrigen i Syrien har kostet flere end 100.000 menneskeliv.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie