Senator venter klimalov i USA snart

Den amerikanske senator Barbara Boxer siger, at hun venter en amerikansk klimalov vedtaget i det senatsudvalg, som hun leder, inden FN's klimatopmøde i København i december.

- Jeg tror på, at vi får denne lov videre fra mit udvalg snart, siger Boxer, som mandag havde drøftelser med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon. Boxer tilføjer, at det helt sikkert vil ske inden topmødet og at loven muligvis vil blive behandlet i Senatet.

Boxer, der er demokrat, er formand for Senatets miljøudvalg og var med til at udarbejde Demokraternes 800 sider lange udkast til en klimalov sammen partifællen John Kerry, som er leder af Senatets udenrigskomité.

Kerry har opfordret præsident Barack Obama til at presse mere aktivt på for, at USA får klimaloven på plads inden topmødet i København, skriver avisen Washington Post.

Tidligere har Repræsentanternes Hus, det andet kammer i Kongressen, vedtaget en klimalov, som lægger låg over udslippet af CO2 i USA.

- Når alt kommer til alt, er der ikke nogen måde at forhandle om en lov som denne, uden at regeringen blander sig, sådan som den har lovet, siger John Kerry til Washington Post.

Kerry-Boxer-forslaget indebærer en nedskæring af udledningen af CO2 med 20 procent inden 2020 sammenlignet med niveauet i 2005.

Loven er mindre ambitiøs end løftet fra EU om at begrænse udslippet med 20 procent i forhold til det langt lavere 1990-niveau.

/ritzau/Reuters

En klimalov ventes vedtaget i senatsudvalg før FN's klimatopmøde i København, siger senator Barbara Boxer.

Offentliggjort Sidst opdateret