Senatorer budt til klimamøde hos Obama

Mens olien fosser ud fra havbunden i Den Mexicanske Golf, tager præsident Barack Obama et nyt initiativ, der skal fremme en løsning på USA's energiproblemer.

En rådgiver for den amerikanske præsident oplyser, at Obama den 23. juni inviterer en række vigtige senatorer til Det Hvide Hus for at sikre, at Senatet er klar til at vedtage en ny klima- og energilov.

Blandt deltagerne på mødet bliver den republikanske senator Lindsey Graham. Han støttede tidligere et tværpolitisk initiativ til en ny klimalov, men trak sin støtte, da præsidenten og Demokraterne udsatte behandlingen af forslaget.

Obama sagde i en tv-tale til nationen natten til onsdag, at ulykken på BP's boreplatform i Den Mexicanske Golf skal få USA til at genoverveje sin klima- og energipolitik.

Han har tilsyneladende besluttet at smede, mens jernet er varmt. Kan han overtale senatorerne, vil en klima- og energilov være tæt på endelig vedtagelse. Repræsentanternes hus har allerede vedtaget sin egen version af loven.

/ritzau/Reuter

Præsident Barack Obama vil mødes med senatorer i Det Hvide Hus for at presse dem til at vedtage en ny klima- og energilov.

Offentliggjort Sidst opdateret