Senioranalytiker forventer endnu en hård tur for EU i 2018
Den britiske exit bliver ikke EU's eneste hovedpine i 2018. Fortsat strid om flygtningepolitik og penge kan også skabe dårlig stemning og splittelse, forudser en ekspert. Foto: /ritzau/AP/Virginia Mayo/arkiv
/ritzau/AP/Virginia Mayo/arkiv
Der er mange mulige kriser for EU i 2018. EU må håbe, at det ikke går så galt, som det kan gå, siger ekspert.
EU har nu igen god vind i sejlene efter en række hårde år med mange kriser. Det mener i hvert fald EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.
Men sådan ser europaeksperten Josef Janning det ikke. Han ser masser af modvind for EU i 2018.
- Det kan blive en ganske hård tur, siger Josef Janning, der er senioranalytiker ved tænketanken European Council on Foreign Relations i Berlin.
Storbritanniens exit fra EU skal efter planen på plads i efteråret. Det samme skal en aftale om en overgangsordning og rammerne for fremtidens forhold.
For når 2018 er omme, er der kun tre måneder til, at Storbritannien forlader EU.
Tidspresset er temmelig voldsomt. Var det til tider kaotisk at nå frem til betingelserne for skilsmissen, bliver det ikke mindre kaotisk at få fremtidens forhold på plads.
Der står nemlig store økonomiske interesser på spil for hvert enkelt land, efterhånden som banen kridtes op for fremtidens samhandel.
Men i første omgang må briterne selv finde ud af, hvilket handelsforhold de ønsker til EU i fremtiden.
- Og det skal være realistisk. Det kan ikke bare være de juletræsudtalelser, de kommer med, hvor de vil ud af alting, men stadig have alle fordelene, siger Janning.
Mens briterne er på vej ud, arbejder EU selv med mange nye planer.
Det gælder blandt andet reformer af eurozonen og tættere samarbejde om forsvarspolitik.
Men euroreformerne kan ikke lette for alvor, før der kommer en ny regering i Tyskland. Det kan vare flere måneder endnu.
Og når det gælder det udvidede samarbejde om forsvar, er der ifølge Janning så mange lande med så vidt forskellige ambitioner med, at det ikke kommer til at rykke for alvor.
- Regeringerne vil sige, at det er fantastisk, så hurtigt det går, siger Janning.
- Men det er det sædvanlige med at oversælge og underperforme, siger han.
Et af årets helt store dramaer kommer til at stå mellem øst og vest. Det handler om EU's fælles asylpolitik, hvor målet er en reform til juni.
Mange østeuropæiske lande vil under ingen omstændigheder være med til en tvungen omfordeling af flygtninge på EU-kvoter.
Og mange andre lande med Tyskland i spidsen vil ikke have nogen reform uden en byrdefordeling.
Josef Janning tror ikke på en reform i 2018.
Men han tror til gengæld, at Tyskland og andre lande, der betaler mange penge til EU-budgettet, vil ramme de modvillige lande på pengene.
Det kan ske ved at skære ned på de strukturfonde, der støtter fattigere dele af EU.
Muligheden opstår, når forhandlingerne om EU's kommende langtidsbudget fra 2021 til 2027 starter i år. Her bliver der færre penge at rutte med efter den britiske exit.
- Mange lande vil sige, at nu har de fået nok. At EU bruger for mange penge på de gamle sager og for få på de nye som migration, siger Janning.
Det vil være med til at få konfrontationen mellem øst og vest i EU til at vokse yderligere i løbet af året, forudser han.
Så stemningen i EU i 2018 bliver næppe lige så god, som mange går rundt og krydser fingre for efter alle kriserne.
- Det bedste, EU kan håbe på, er, at tingene ikke går så galt, som de kan gå, siger Janning.
Seneste artikler
Flere lollikker hædres med dusør fra politiet
Frisk vind og lave temperaturer venter i våd sommerweekend
Så var den gal igen: Over 200 kørte for stærkt på samme sted
Mæglere mærker boligboom på Lolland: - Der står op til 10 købere hver gang
- Jeg kunne godt være blevet lidt længere her i Allinge
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo