Forbundskansler Angela Merkels konservative kristelige demokrater led søndag et historisk valgnederlag i deres højborg i den sydtyske delstat Baden-Württemberg, hvor partiet har siddet solidt på magten i næsten 60 år.
Prognoser på valgaftenen viser, at vælgerne har givet magten til Miljøpartiet De Grønne og socialdemokraterne i SPD.
Det er både er udtryk for stigende modstand mod atomkraft efter atomulykken i Japan og udbredt harme over en beslutning om at ombygge Stuttgarts gamle banegård, hvilket har udløst et folkeligt oprør i store dele af delstaten.
Iagttagere siger, at også uenighed om Libyen og euroen har spillet ind på valget.
Her fik Miljøpartiet De Grønne omkring 25 procent af stemmerne, og efter alt at dømme kommer partiet til at lede en grønrød regering med spidskandidaten, Winfried Kretschmann, som ministerpræsident.
Miljøpartiet De Grønne gik også stærkt frem ved et samtidigt delstatsvalg i Rheinland-Pfalz, hvor partiet formentligt kommer ind i en rød-grøn regering med SPD.
- Det politiske landskab er grundlæggende ændret i Tyskland efter disse to valg. Det er fantastisk succes for De Grønne, som har skrevet historie, siger partiets leder, Claudia Roth.
Nyhedsmagasinet Der Spiegel kalder udfaldet af valget i Baden-Württemberg for en "sensation".
CDU's allierede i det liberale parti FDP gik tilbage i begge delstater og faldt for spærregrænsen i Rheinland Pfalz.
CDU's politiske magt svækkes i Forbundsrådet, og forbundskansler Merkel vil få sværere ved at manøvrere, og iagttagere venter, at kansleren fremover vil være langt mere sårbar for kritik i sit eget parti.
Op mod 11 millioner mennesker kunne stemme ved de to delstatsvalg, som fandt sted efter store demonstrationer mod regeringens atompolitik.
Valget i Baden-Württemberg er det vigtigste af i alt syv delstatsvalg i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub