Seouls politichef får tre års fængsel for dødelig halloween-fejring
Knap et år efter katastrofen i Seoul den 29. oktober 2022 blev der opsat et mindesmærke for de over 150 mennesker, som blev mast ihjel i en smal gyde under en halloween-fejring. (Arkivfoto). Foto: Anthony Wallace/Ritzau Scanpix
Over 150 mennesker mistede livet, da de under fejring af halloween i 2022 blev mast i en smal gyde i Sydkorea.
En tidligere politichef i Sydkoreas hovedstad, Seoul, idømmes tre års fængsel for ikke at have forhindret en katastrofe i oktober 2022, hvor over 150 mennesker døde under en halloween-fejring.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
- Det var forudsigeligt, at en stor menneskemængde ville samle sig i den skrå gyde i Itaewon, og at det ville medføre alvorlig fare for andres liv, førlighed og sikkerhed under halloween-festligheder i 2022, lyder det fra retten i Seoul i afgørelsen.
Katastrofen fandt sted den 29. oktober 2022. Her var omkring 100.000 mennesker ude for at feste i det populære nattelivsdistrikt Itaewon i Seoul.
Det var den første store begivenhed i landet efter pandemien.
Men natten tog en tragisk drejning, da folk strømmede ind i en smal, skrånende gyde mellem barer og klubber. Vægten af deres kroppe og mangel på kontrol af mængden af mennesker gjorde, at mere end 150 blev mast ihjel.
Og ifølge retten i Seoul var det altså blandt andre Lee Im-jaes ansvar, at ulykken indtraf.
Anklagemyndigheden mente, at han udviste professionel uagtsomhed, der resulterede i personskade eller død.
Han er én blandt flere, der er tiltalt i sagen.
En anden tidligere betjent med ansvar for politiets alarmcentral i Yongsan-distriktet i Seoul blev mandag idømt to års fængsel for samme anklager.
Retten skal senere mandag afsige en anden dom over en lokal embedsmand ved navn Park Hee-young for lignende anklager.
Kim Kwang-ho, den tidligere chef for hele Seouls politienhed, afventer også en dom for anklager om professionel uagtsomhed.
Anklagerne går efter fem års fængsel til den tidligere chef, og dommen forventes afsagt i næste måned.
Han nægter at have fejlet i tjenesten og sagde i retten i april, at der "bør gennemføres reelle forbyggende foranstaltninger" i stedet for at "finde en syndebuk".
/ritzau/afp/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker