Sex and the City vender tilbage som tv-serie under nyt navn
Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis vender tilbage i rollerne som storbyveninder i New York, mens Kim Cattrall udebliver. (Arkivfoto) Foto: Max Nash/Ritzau Scanpix
Max Nash/Ritzau Scanpix
Tre ud af fire af storbyveninderne fra "Sex and the City" vender tilbage på skærmen, melder HBO Max.
Den populære tv-serie "Sex and the City" vil blive genoplivet på streamingtjenesten HBO Max.
Det skriver tjenesten i en pressemeddelelse søndag aften lokal tid.
Serien med den nye titel "And Just Like That" vil bestå af ti episoder med Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis tilbage i rollerne som storbyveninderne i New York.
Parker spillede hovedperson og klummeskribent Carrie Bradshaw i serien, mens Nixon og Davis spillede hendes bedste veninder, advokaten Miranda Hobbes og kunsthandleren Charlotte York
Kim Cattrall, som spillede den seksuelt frigjorte publicist Samantha Jones, bliver ikke nævnt i stjernecastet af HBO.
Den nye tv-serie vil følge de tre kvinder, der navigerer i kærlighed og venskaber som midaldrende.
HBO har ikke offentliggjort premieredatoen, men siger, at produktionen er planlagt til at starte i New York City til foråret.
Sarah Jessica Parker har delt en trailervideo til serien "And Just Like That" på sin Instagram-profil søndag.
Den korte video er en montage af klassiske New York-optagelser med klip til billeder af Carrie Bradshaws ikoniske computerskærm, hvor en sætning bid for bid dukker op: "And Just Like That" og "The story continues". Eller på dansk: "Og bare sådan... Historien fortsætter".
- Jeg voksede op med de her karakterer, og jeg kan ikke vente med at se, hvordan deres historie udvikler sig i det nye kapitel med ærlighed, spænding, humør og den elskede by, der altid har defineret dem, udtaler Sarah Aubrey, indholdsdirektør hos HBO Max, i meddelelsen.
Den originale serie "Sex and the City" blev baseret på Candace Bushells roman fra 1997. Serien havde premiere i 1998 og kørte i seks sæsoner.
Siden er der blevet lavet to film med veninderne, der udkom i 2008 og 2010.
I 2013 havde spinoff-serien "The Carrie Diaries" premiere. Den kørte i to sæsoner.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned