SF's udenrigspolitiske ordfører Holger K. Nielsen er helt klar i mælet i forhold til påstandene om, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har efterladt et indtryk hos tyrkerne af, at han ville sørge for at få lukket den kurdiske tv-station ROJ-tv til gengæld for posten som Natos generalsekretær.
- WikiLeaks afsløring af Anders Foghs løfter til tyrkerne om at lukke ROJ-Tv stiller ham i et særdeles uheldigt lys, siger SF?s udenrigspolitiske ordfører Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Der er rent ud sagt tale om en beskidt studehandel, hvor Fogh langt overskred sine beføjelser som statsminister. Han har selvsagt ingen kompetencer i forhold til danske domstole, og det er derfor også med god grund, at tyrkerne føler sig snydt.
Enhedslistens udenrigsordfører, Frank Aaen, er også skarp i sin kritik.
- Det handler om respekten for magtens tredeling. Hvis regeringen har accepteret en aftale med Tyrkiet og siden aktivt har presset på for, at der blev rejst sigtelse mod ROJ, så er det i klar strid med reglerne i grundloven om magtens tredeling, siger han.
Han kalder nu både justitsministeren og udenrigsministeren i samråd.
Det er lækkede dokumenter, som organisationen WikiLeaks har offentliggjort, der tegner et billede af, at Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er løbet fra konkrete løfter, han har givet Tyrkiet.
Som en forudsætning for, at tyrkerne ville godkende Fogh til jobbet, skal han angiveligt også have lovet, at Tyrkiet ville få posten som vicegeneralsekretær i Nato.
Tyrkerne har efterfølgende brokket sig over, at Foghs løfter aldrig er blevet indfriet. Det fremgår af et lækket referat fra den 18. februar i år, hvor tyrkiske diplomater havde et møde med den amerikanske viceudenrigsminister, William Burns.
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, har kun hovedrysten tilovers for den påståede handel, og han afviser ethvert kendskab til sagen.
Anders Fogh Rasmussen afviser ifølge sin pressesekretær at kommentere på den påståede handel og de enkelte dokumenter.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde