Shiamuslimsk imam fik mest støtte ved Iraks valg

Den irakiske imam Moqtada Sadr holder her tale i Najaf, hvor han har sin politiske magtbase. Han havde oprindeligt besluttet at boykotte valget, men ændrede holdning og får nu den største gruppe i det nye parlament. (Arkivfoto) Foto: -/Ritzau Scanpix

Bevægelsen bag den shiamuslimske imam Moqtada al-Sadr får den største fraktion i nyt irakisk parlament.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bevægelsen bag den shiamuslimske imam Moqtada al-Sadr bliver den største gruppe i det nye parlament i Irak.

Det viser foreløbige resultater fra søndagens valg. Bevægelsen er imod udenlandsk indblanding i Irak.

En optælling baseret på foreløbige resultater fra adskillige provinser samt fra hovedstaden Bagdad tyder på, at Sadrs bevægelse har fået over 70 af de i alt 329 pladser i parlamentet.

En talsperson for Sadrs kontor siger, at antallet er 73 pladser. Lokale medier rapporterer det samme antal.

Der var meget lav deltagelse ved valget.

Ifølge valgkommissionens foreløbige opgørelser ligner det den laveste valgdeltagelse siden 2003, da en international militærstyrke med USA i spidsen væltede diktatoren Saddam Hussein.

Ved det seneste parlamentsvalg i 2018 var stemmeprocenten 44,5 procent. Også AFP skriver, at kun få har stemt.

Navnlig de unge er blevet hjemme. 60 procent af Iraks omkring 40 millioner indbyggere er under 25 år.

Valget skulle først være holdt om syv måneder. Men protester fra overvejende unge irakere fik for to år siden regeringen til at fremskynde valget.

Den irakiske premierminister Mustafa al-Kadhemi kom til magten efter protesterne. Hans politiske fremtid synes nu usikker.

Der er tradition for langvarige forhandlinger i Bagdad efter valg.

Det er ventet, at den shiamuslimske elite, hvor de mest magtfulde partier har væbnede militser til at bakke deres politik op, fastholder magten i landet.

Moqtada al-Sadrs hovedrivaler er iranskstøttede shiagrupper, men der er ikke mange iagttagere, som på nuværende tidspunkt kommer med bud på, hvem der kan blive ny regeringsleder.