Tusinder af irakere var ude i den hellige by Najafs gader, da den magtfulde shiamuslimske politiker Abdel Aziz al-Hakim blev stedt til hvile.
Hakims kiste, der var svøbt i det irakiske flag, sneglede sig lørdag gennem gaderne i en procession, der strakte sig over flere kilometer.
Tidligere på dagen blev Hakims kiste ført gennem den anden hellige irakiske by Kerbalas gader.
Den 60-årige Hakim døde onsdag på et hospital i Irans hovedstad, Teheran, efter en 28 måneder lang kamp mod lungekræft.
Da hans lig ankom til Bagdad fredag, blev Hakim hyldet som "lederen af kampen" mod Iraks nu afdøde diktator Saddam Hussein.
I Najaf, der er Hakims fødeby, bar de sørgende billeder af såvel Hakim som hans søn Ammar, der ventes at afløse sin far som leder af Det Øverste Irakiske Islamiske Råd (SIIC), der er Iraks største shiamuslimske parti.
Hakim var en af de mest fremtrædende ledere i eksil under Saddam Hussein.
I 1982 bidrog Hakim til at danne en oppositionsbevægelse mod Saddam Hussein i Iran. Han vendte først tilbage til Irak efter den amerikanskledede invasion af Irak i 2003. Han overtog ledelsen af SIIC efter sin bror ayatollah Mohammad Baqr al-Hakim, da han blev myrdet i Najaf i august 2003.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker