Sidse Babett Knudsen vinder fornem filmpris i Frankrig
Den danske skuespillerinde vinder prisen for bedste kvindelige birolle i filmen "L'Hermine".
For anden uge i træk høster en kvindelig dansk skuespiller international anerkendelse.
I sidste uge vandt Trine Dyrholm en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin, og fredag aften har Sidse Babett Knudsen vundet prisen for bedste kvindelige birolle ved uddelingen af Cesar-priserne i Paris, skriver AFP.
Prisen får den 47-årige dansker for sin rolle i den franske film "L'Hermine", hvor hun spiller en nævning i en kriminalsag, der kommer for retten.
Filmen handler om hendes møde med den frygtede retspræsident Michel Racine, der spilles af Fabrice Lucini.
Mødet med Ditte Lorensen-Coteret, som Sidse Babett Knudsens karakter hedder, får retspræsidenten til at bløde en smule op.
- Det havde jeg ved Gud ikke forventet. Tak til Christian (instruktør Christian Vincent, red.) for at støve mig op deroppe i Norden. Og tak til Fabrice (skuespiller Fabrice Luchini, red.), min partner, som jeg har elsket at arbejde sammen med, siger den fransktalende Sidse Babett Knudsen i sin takketale ifølge purepeople.com.
Sidse Babett Knudsen, der har boet i Paris i fem år, er bedst kendt i Frankrig for sin rolle i Borgen, hvor hun spiller dansk statsminister i en mindretalsregering.
I 2014 blev hun udnævnt til ridder af den franske kunstorden Arts et Lettres.
Cesar-prisuddelingen er den franske filmbranches svar på den amerikanske Oscar-uddeling, der finder sted søndag i Los Angeles.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde