Sidste Pussy Riot-medlem er løsladt fra fængsel
Nadesjda Tolokonnikova, det nok mest prominente medlem af protestgruppen Pussy Riot, er blevet løsladt fra et russisk fængsel som følge af ny amnestilov.
Efter løsladelsen langer hun ud efter Rusland, som hun mener er bygget som en fængselskoloni.
- Rusland er bygget på en model for en fængselskoloni, og det er derfor, det er så vigtigt at ændre fængselskolonierne for at ændre Rusland.
Dermed er alle medlemmer af gruppen nu sat fri, da Maria Aljokhina blev løsladt tidligere mandag.
Fremover skal de to aktivister arbejde på et projekt, der fokuserer på fangers rettigheder. Dermed kan de trække på deres erfaring fra deres knap to år i fængsel.
- Jeg ser det ikke som tidsspilde. Jeg har fået unik indsigt, hvilket vil gøre det nemmere at engagere mig i menneskerettighedsarbejde. Jeg er blevet ældre, jeg så staten indefra, jeg så den totalitære maskine, som den er, siger Tolokonnikova.
For næsten to måneder siden blev hun overført fra én russisk fangelejr til en anden, og i den forbindelse hørte ingen fra hende i to uger.
En måned før det gik hun i sultestrejke for at protestere mod mordtrusler og "slavelignende arbejdsforhold".
I et åbent brev klagede hun over forholdene, og hun skrev, at hun havde modtaget dødstrusler fra en fængselsfunktionær i fængslet i den centrale russiske region Mordovia.
Den 24-årige Nadesjda Tolokonnikova og den et år ældre Maria Aljokhina er på fri fod, efter at Dumaen i onsdags godkendte en ændring til amnestiloven.
De to kvinder har afsonet en dom på to års fængsel for at have deltaget i en protestaktion mod præsident Vladimir Putin i den store frelserkatedral i Moskva.
Sammen med tre andre kvinder i punkkollektivet stormede de i februar 2012 op til alteret i katedralen, hvor de iført flerfarvede elefanthuer og elguitarer nåede at levere en protestsang mod Putins alliance med de gejstlige i Rusland.
Tre af dem blev i august sidste år idømt fængselsstraffe for hooliganisme motiveret af religiøst had. Dog blev den ene kvinde løsladt efter en appelsag.
Omkring 25.000 mennesker bliver omfattet af amnestien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker