Svensk politi holder nu ekstra godt øje med tegneren Lars Vilks efter selvmordsangrebet i Stockholm. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Lars Vilks blev nævnt i det trusselsbrev, som blev sendt til det svenske sikkerhedspoliti Säpo og nyhedsbureauet TT umiddelbart før eksplosionerne i den svenske hovedstad lørdag eftermiddag.
I trusselbrevet stiller afsenderen krav om, at Sverige må "afslutte sin krig mod Islam, sin fornedrelse af profeten og sin dumme støtte til grisen Vilks." Det har fået det svenske politi til at skærpe sikkerheden omkring tegneren.
- Det er sådan, at der er en politipatrulje her med jævne mellemrum. Jeg kan ikke gå i detaljer om det, men kan bare sige, at sikkerheden er skærpet, siger Lars Vilks.
Tegneren er tidligere blevet udsat for en række trusler og angreb, efter han i 2007 tegnede profeten Muhammed som en hund. Lars Vilks siger, at han efterhånden har lært at leve med truslerne.
- Jeg har et sikkert hus her og får en forvarsel om, hvis nogen skulle dukke op, siger han til nyhedsbureauet TT.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker