Sikkerhedsfirmaer kan blive i Afghanistan

Den afghanske regering dropper planerne om at forbyde private sikkerhedsfirmaer at operere i landet.

Præsident Hamid Karzais kontor meddeler, at firmaer, der arbejder med at beskytte ambassader, diplomatboliger og militærbaser, kan blive og fortsætte deres arbejde.

I august meddelte præsidenten ellers, at private sikkerhedsfirmaer inden årets udgang skal være opløst eller ude af landet.

Amerikansk presse har rapporteret, at sikkerhedsfirmaer har omkring 26.000 personer ansat alene til at arbejde for USA i Afghanistan, blandt andet med bevogtning af baser, diplomater og anden sikkerhed.

Afghanske embedsmænd har tidligere sagt, at omkring 50 private sikkerhedsfirmaer, halvdelen af dem afghanske, har i titusindvis af væbnede folk ansat over hele landet.

Efter at Taliban-styret brød sammen i forbindelse med den amerikanske invasion i 2001, skyndte private sikkerhedsfirmaer sig at rykke ind for at fylde det tomrum, der opstod på grund af mangel på politi og lokalt militær.

I 2006 begyndte regeringen at registrere og regulere sikkerhedsfirmaernes arbejde, ligesom de skulle have licens til at arbejde i landet.

Men der har jævnligt været stillet spørgsmålstegn ved det arbejde, som nogle af firmaerne laver. Afghanere har flere gange beskyldt dem for overdreven magtanvendelse.

/ritzau/AFP

Regeringen i Kabul ændrer mening. Private sikkerhedsfirmaer kan alligevel arbejde i Afghanistan.

Offentliggjort Sidst opdateret