Sikkerhedsråd holder hastemøde om Aleppo i knæ
De 15 medlemmer af FN's Sikkerhedsråd skal onsdag diskutere de seneste uroligheder i den syriske storby.
FN's Sikkerhedsråd er blevet hasteindkaldt til et møde onsdag, hvor situationen i den syriske by Aleppo er på dagsordenen.
Daglige meldinger om angreb, der koster civile liv, truer arbejdet med at nå frem til en form for fredsaftale i det krigshærgede land.
Det er Frankrig og Storbritannien, der har indkaldt til mødet.
- Aleppo står i flammer, og det er meget væsentligt, at vi fokuserer på dette vigtige punkt, siger Storbritanniens FN-ambassadør, Matthew Rycroft.
Hans franske modstykke, Francois Delattre, beskriver Aleppo som et symbol på modstanden mod præsident Bashar al-Assads styre og sammenligner byen med det besatte Sarajevo under krigen i Bosnien i 1990'erne.
De 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet skal på mødet have en gennemgang fra FN-diplomaten Jeffrey Feltman af situationen i Aleppo, hvor der i de seneste kampe tirsdag er blevet dræbt 19 personer ifølge flere kilder i byen.
Imens siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Moskva er i gang med at stable en våbenhvile på benene i Aleppo.
- Jeg håber, at vi inden for den nærmeste fremtid - måske endda inden for de næste timer - kan annoncere en sådan beslutning, lød det fra Lavrov efter et møde tidligere tirsdag med FN's Syrien-udsending, Staffan de Mistura.
Siden 22. april er kampene i Aleppo blusset op, og flere end 270 mennesker skulle være blevet dræbt i byen, som ligger i det nordlige Syrien.
Torsdag i sidste uge blev et hospital i et oprørskontrolleret område af den syriske storby ødelagt ved et direkte bombardement. Syriens Observatorium for Menneskerettigheder sagde, at mindst 27 personer omkom.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet