Sikkerhedsråd klarer ikke at finde fælles fodslag om Syrien
Hvis en fredsprocces i Syrien skal kunne lykkes, må der bygges bro mellem de nuværende splittelser i det internationale samfund, mener FN-diplomaten Geir Pedersen. (Arkivfoto) Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Rusland sætter en kæp i hjulet på fredsforhandlinger i Syrien, lyder det efter møde i FN's Sikkerhedsråd.
Det lykkedes ikke FN's Sikkerhedsråd tirsdag at nå til enighed om en fælles erklæring om det krigshærgede Syrien.
FN's særlige udsending til Syrien har forsøgt at genstarte en fredsproces, men Rusland, som er Syriens vigtigste allierede, blokerede gentagne gange for forhandlinger om emnet på tirsdagens møde.
Det fortæller unavngivne diplomater.
Rusland har ikke givet nogen officiel forklaring på modviljen.
Konflikten i Syrien, der brød ud i kølvandet på en brutal undertrykkelse af protester mod regeringen i 2011, har kostet flere end 380.000 mennesker livet og fordrevet millioner.
Utallige runder af FN-støttede fredsforhandlinger har ikke været nok til at dæmme op for blodsudgydelserne.
- Der må bygges bro mellem de nuværende splittelser i det internationale samfund, siger nordmanden Geir Pedersen, der er FN's særlige udsending til Syrien, til journalister tirsdag efter en videokonference for Sikkerhedsrådets medlemmer.
Geir Pedersen siger videre, at uden "konstruktivt internationalt diplomati" i forhold til Syrien er det usandsynligt, at "noget som helst spor - et forfatningsmæssigt spor eller andet - vil komme videre".
FN's Sikkerhedsråds månedlige møde om Syrien er normalt offentligt, men efter at et møde i det syriske forfatningsudvalg i Genève i januar sluttede uden resultat, holdt embedsmænd tirsdagens møde privat.
- Mødet i forfatningsudvalget var en forpasset mulighed og en skuffelse, siger Geir Pedersen om mødet i januar, hvor repræsentanter for det syriske styre, oppositionen og civilsamfundet deltog.
Udvalget blev oprettet i 2019 med det formål at ændre Syriens forfatning fra 2012.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet