Sikkerhedsråd opgiver fælles krav om voldsstop i Etiopien
En beskadiget kampvogn ses efterladt på en vej nord for byen Mekele, der er hovedstad i Tigray-regionen. (Arkivfoto) Foto: Eduardo Soteras/Ritzau Scanpix
Eduardo Soteras/Ritzau Scanpix
Modstand fra Kina og Rusland betyder, at FN's Sikkerhedsråd opgiver erklæring om Etiopien, siger diplomater.
FN's Sikkerhedsråd har fredag opgivet at nå til enighed om en fælles erklæring om den krigshærgede Tigray-region i Etiopien.
Det siger flere unavngivne diplomater.
De fortæller, at det primært skyldes modstand fra Kina og Rusland.
- Der er ingen konsensus. Ingen planer om at gå videre, siger en diplomat, der ønsker at være anonym.
FN's Sikkerhedsråd har de seneste to dage forhandlet om et udkast om i fællesskab at kræve volden i Etiopien stoppet.
Kampene i den konfliktramte region brød ud 4. november, da Etiopiens premierminister, Abiy Ahmed, indledte en militær offensiv i Tigray.
Det skete ifølge premierministeren som modsvar på, at Tigray Folkets Befrielsesfront (TPLF) skulle have angrebet regeringsstyrker i den nordlige region.
Flere menneskerettighedsorganisationer siger, at soldater fra nabolandet Eritrea samme måned dræbte hundredvis af børn og civile i regionen.
FN's menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, beskyldte torsdag de eritreiske tropper for at have udført mulige forbrydelser mod menneskeheden. Hun opfordrede samtidig Eritrea til at trække sig ud af regionen.
Både Etiopien og Eritrea nægter, at sidstnævnte er aktivt involveret i konflikten.
Under forhandlingerne i Sikkerhedsrådet skulle Kina blandt andet have krævet, at formuleringen "vold i Tigray" blev slettet i udkastet til erklæringen, hvilket Rusland støttede.
Det siger en anden diplomat, der også ønsker at være anonym.
Dette skulle rådets vestlige medlemslande dog have modsat sig.
Siden begyndelsen af konflikten i Tigray har Kina og Rusland meldt ud, at problemerne i regionen er Etiopiens egne og ikke noget, som FN skal blande sig i.
Derfor ønskede begge lande, at en fælles erklæring fra Sikkerhedsrådet udelukkende skulle fokusere på den alvorlige humanitære situation i regionen.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker