Sikkerhedsrådet fordømmer angreb på Tyrkiet
FN's Sikkerhedsråd fordømmer i "de stærkeste vendinger" det syriske granatangreb, som onsdag ramte en landsby i Tyrkiet og kostede fem mennesker livet.
Den slags "brud på international folkeret må standse øjeblikkeligt og ikke gentages", hedder det i en erklæring, der blev vedtaget torsdag aften.
Syriens regering indrømmede tidligere på torsdagen, at den bærer ansvaret for den dødbringende beskydning af en tyrkisk grænseby og sagde samtidigt undskyld til tyrkerne.
Ifølge den tyrkiske vicepremierminister, Besir Atalay, har den syriske regering i Damaskus forsikret den tyrkiske ledelse om, at en sådan hændelse "ikke vil ske igen".
Beskeden kom umiddelbart efter, at det tyrkiske parlament gav regeringen lov til at sende tyrkiske soldater ind i Syrien, hvis regeringen finder det nødvendigt.
Fem civile - kvinder og børn - blev slået ihjel i angrebet på byen Akcakale.
Tyrkiet gengældte straks morterangrebet onsdag med flere angreb på militære mål inde i Syrien. Over 30 syriske soldater meldes dræbt i det tyrkiske modangreb.
Ifølge FN's Sikkerhedsråd er den blodige episode et eksempel på, at de interne kampe i Syrien mellem regimet og oprørsstyrkerne risikerer at brede sig ud over landets egne grænser:
- Medlemmerne af Sikkerhedsrådet understregede, at denne hændelse fremhæver den alvorlige indvirkning, som krisen i Syrien har på sine naboers sikkerhed og på fred og stabilitet i regionen, hedder det i FN-erklæringen.
Sideløbende med udviklingen på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien fortsætter sammenstødene mellem oprørere og regeringssoldater inde i Syrien.
Torsdag angreb væbnede oprørere en af præsident Bashar al-Assads eliteenheder fra den Republikanske Garde.
Ifølge aktivisters oplysninger blev 21 elitesoldater dræbt under angrebet, der fandt sted i byen Qudsaya i Damaskus provinsen.
Angrebet kom dagen efter, at 48 mennesker blev dræbt ved en eksplosion i storbyen Aleppo, hvor der også torsdag fandt blodige sammenstød sted.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker