Sikkerhedsrådet skal diskutere konflikt i Mellemøsten
Den eskalerende konflikt i Mellemøsten kommer nu på dagsordenen i FN's Sikkerhedsråd.
Torsdag mødes FN-organet med de fem permanente medlemmer USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig for at diskutere de fjendtlige handlinger mellem israelere og palæstinensere, oplyser FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
- Gaza står på en knivsæg. Jeg fordømmer fuldt ud de adskillige raketangreb fra Gaza mod Israel. Sådanne angreb er uacceptable og må stoppe.
- Jeg har opfordret Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at udvise den største grad af tilbageholdenhed og respektere internationale forpligtigelser om at beskytte civile, siger Ban Ki-moon.
Onsdag har markeret endnu en dag med angreb på tværs af grænsen mellem Israel og Gaza. Israelske luftangreb ramte Gaza med korte mellemrum, og militante palæstinensere fortsatte med at affyre raketter ind over grænsen til Israel.
Militante fra Gaza affyrede blandt andet tre raketter mod en atomreaktor i den sydlige israelske by Dimona. Ingen kom dog til skade, ligesom at der heller ikke skete skader på reaktoren.
Flere arabiske og muslimske lande havde på forhånd opfordret FN's Sikkerhedsråd til at samles for at stoppe det israelske militærs bombardementer i Gaza.
- Vi ønsker, at Sikkerhedsrådet lever op til sit ansvar og stopper denne aggression imod vores folk, siger den palæstinensiske udsending i FN, Riyad Mansour.
På den anden side mener Israel, at Hamas-bevægelsen har efterladt israelerne uden andet valg end at forsvare sig.
- Lige nu lever israelerne i beskyttelsesrum, lyder det fra Israels FN-udsending.
Ifølge palæstinensiske embedsfolk er 47 personer indtil videre blevet dræbt i den genopblussede konflikt. Der er ikke meldt om dræbte på den israelske side.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned