Silvio Berlusconi idømmes fire års fængsel
Foto: Christophe Simon/ Scanpix /Scanpix
Christophe Simon/ Scanpix /Scanpix
Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er idømt fire års fængsel for skatteunddragelse og hvidvaskning af penge
Det afgjorde en domstol i Milano fredag.
Berlusconi var sammen med 10 andre anklaget for at købe rettigheder til amerikanske film til stærkt opskruede priser via to udenlandske firmaer, som Berlusconi kontrollerede.
Ulovlighederne stammer fra aktiviteter i Berlusconis tv-koncern Mediaset.
Den tidligere premierminister og rigmand skal personligt have været involveret i sagen op gennem 1990'erne.
Anklagerne i sagen hævder, at en del af de penge, som Berlusconi har opgivet over for skattevæsnet til køb af filmrettigheder, var opdigtede, og at store beløb blev overført til skjulte fonde, der via en sindrigt system af skuffeselskaber nedbragte Mediasets skattebetalinger.
Ifølge anklageren har Berlusconi via Mediaset-koncernen kunnet putte flere hundrede millioner dollar ned i egen lomme ved at holde dem skjult for skattevæsnet.
Retten i Milano idømte også Berlusconi og de 10 andre involverede i sagen en bøde på 10 millioner euro, cirka 75 millioner kroner.
Desuden har domstolen frataget den nu 76-årige Berlusconi retten til at indtage et offentligt embede i tre år.
Fredag var en anden retssag i gang mod den tidligere premierminister. Her er han anklaget for at have haft sex med en mindreårig og for magtmisbrug.
Berlusconi har domineret italiensk politik gennem de seneste 20 år. Han er adskillige gange blevet anklaget for ulovligheder i forbindelse med sit forretningsimperium.
Men han har hidtil undgået at blive dømt, enten fordi dommerne har vurderet beviserne mod ham som værende utilstrækkelige, eller fordi han har trukket sagerne i langdrag, så de er blevet forældede.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker