Sisi får som ventet tredje præsidentperiode i Egypten
Sisi ses her afgive sin stemme 10. december - siden valgdagene er der gået omtrent en uge, inden stemmetallet er blevet offentliggjort. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Økonomisk krise har skygget for valg i Egypten, hvor Abdel Fattah al-Sisi som ventet skaffer sig ny periode.
Den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har som ventet sikret sig genvalg.
Det oplyser landets valgmyndighed mandag.
Med 89,6 procent af stemmerne erklæres al-Sisi som vinder af præsidentvalget og skaffer sig opbakning til sin tredje periode, efter at han for ti år siden kom til magten i kølvandet på et kup mod den demokratisk valgte præsident Mohamed Mursi.
I en sejrstale mandag betegner Sisi det som vælgernes modstand mod den "umenneskelige krig" i Gazastriben, der grænser op til Egypten.
- Egypterne stod i kø for ikke blot at vælge deres præsident for den næste periode, men for at udtrykke deres afvisning af denne umenneskelige krig over for hele verden, siger præsidenten.
Sisis sejr var på forhånd regnet for sikker.
- Der var intet valg. Sisi brugte hele statsapparatet og sikkerhedstjenesterne til at sikre, at ingen seriøs udfordrer stillede op, siger Hossam Bahgat, leder af ngo'en Det Egyptiske Initiativ for Personlige Rettigheder.
- Lige som sidst håndplukkede han sine modstandere, der kun lod som om, at de var opstillet mod præsidenten. De kom kun med tavs eller næsten ingen kritik af hans katastrofale politikker, siger han.
Sisi var oppe imod tre andre kandidater - ingen af dem særligt fremtrædende navne.
Venstreorienterede Ahmed el-Tantawy, den mest fremtrædende udfordrer, indstillede sin valgkamp i oktober.
Selv forklarede han, at embedsmænd og kriminelle havde chikaneret ham og hans støtter og forhindret ham i et opnå det nødvendige antal støtteerklæringer. Det afviser valgmyndighederne.
En række store begivenheder har skygget for præsidentvalget. Det gælder blandt andet en økonomisk krise i Egypten og krigen i Gaza.
Den økonomiske krise har medført en tårnhøj inflation, der nærmer sig de 40 procent.
Imens er der bekymring for situationen i Gaza, som grænser op til Sinaihalvøen i Egypten.
Ifølge den egyptiske valgmyndigheds formand, Hazem Badawy, var valgdeltagelsen på "hidtil usete" 66,8 procent af Egyptens 67 millioner stemmeberettigede.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker