Sisi lader premierminister danne en ny regering
Egyptens nyvalgte præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har besluttet sig for at lade premierministeren i landets overgangsregering sidde, rapporterer egyptisk stats-tv.
Ibrahim Mehlebs første opgave bliver at danne en ny regering.
Med beslutningen om at lade premierministeren fortsætte sender den tidligere hærchef og nybagte præsident et signal om, at han søger kontinuitet i jagten på at hele landets nedslidte økonomi og samle det politisk splittede folk.
Forventningen er, at premierministeren vil lade sine vigtigste ministre sidde, herunder finansministeren.
Det er ikke klart, hvornår en ny regering vil blive udnævnt.
Sisi blev tirsdag bekræftet som Egyptens nye præsident, da valgkommissionen slog fast, at han havde fået knap 97 procent af stemmerne ved præsidentvalget.
Der var aldrig nogen spænding om valgets resultat, hvor en storsejr var ventet, efter at hæren med Sisi i spidsen sidste år væltede den islamistiske præsident, Mohamed Mursi.
Blandt andre Mohamed Mursis Muslimske Broderskab havde opfordret til boykot af præsidentvalget.
Det samme havde liberale og sekulære aktivister, der var blandt frontløberne i revolutionen i 2011, der endte med afsættelsen af præsident Hosni Mubarak.
Sisi overtager formelt præsidentposten efter Adly Mansour, der har fungeret som præsident, siden den folkevalgte Mohamed Mursi blev væltet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker