Sjælden solstorm giver nordlys flere steder i verden
Billede af nordlys i Daillens i Schweiz tidligt lørdag morgen. Det er et af de mange steder i verden, der fredag har fået det fascinerende syn, som plejer at være de allernordligste egne af verden forundt.
Laurent Gillieron/Ritzau Scanpix
Amerikanske NOAA varsler om en ekstrem geomagnetisk storm - som ventes at fortsætte videre ind i weekenden.
En solstorm, der er kraftigere, end man har set i de sidste to årtier, har fredag ramt Jorden.
Det har udløst bemærkelsesværdigt lys på himmelen flere steder i verden - fra Tasmanien til Storbritannien - men det medfører samtidig en risiko for forstyrrelser for blandt andet satellitter og elnet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP på baggrund af en melding fra USA's Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA).
Den første af flere såkaldte Coronal Mass Ejections (CME) skete lige efter klokken 18 dansk tid, siger NOAA.
Senere blev der foretaget en opjustering til en varsel om en "ekstrem" geomagnetisk storm.
Det er ifølge AFP den første af sin slags siden de såkaldte Halloween-solstorme i oktober 2003, som blandt andet forårsagede strømsvigt i Sverige og skader på energiinfrastruktur i Sydafrika.
I løbet af de kommende dage ventes det, at der vil komme flere CME'er.
Sent fredag og i løbet af natten til lørdag er der på sociale medier blevet delt billeder af nordlys fra både Nordeuropa, Australien og Asien.
Ifølge AFP er blandt andet elnet- og satellitoperatører samt flyselskaber blevet underrettet af myndigheder om at tage forholdsregler for de eventuelle forstyrrelser, der kan ske som følge af ændringer i Jordens magnetfelt.
Der er dog endnu ingen meldinger om forstyrrelser eller problemer, som er opstået som følge af situationen.
Videnskab.dk har tidligere beskrevet solstorme som udbrud i Solens øvre atmosfære med store skyer af magnetiseret plasma. De kan iagttages som enten nord- eller sydlys.
Nordlys ses typisk kun et par gange om året over Danmark.
Mens det er et mere sjældent fænomen i Danmark, opstår det dagligt i de polare områder. Det vil sige blandt andet i Nordskandinavien, Island og Grønland.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned