Sjælden sumatratiger dræbt i fælde

En sumatratiger er død af de skader, den har pådraget sig ved at gå i en fælde, som var opsat af lokale landsbybeboere.

Det skete, efter at kattedyret havde mishandlet en bonde til døde i sidste uge, oplyser de indonesiske myndigheder.

Den sjældne hantiger var allerede alvorligt såret, da den gik i fælden sent torsdag i Riauprovinsens Bengkalisdistrikt, siger chefen for provinsens dyrebeskyttelseskontor, Danis Woro.

- Dens højre bagben ser ud til at have været fanget i den stålwire, som de lokale havde sat op, siger han og tilføjer:

- Angiveligt er det lykkedes dyret at frigøre sig selv fra stålwiren, men den har såret sig selv i den forbindelse. Da vi fandt tigeren torsdag aften, haltede den og var svag.

Den store kat døde fredag ifølge Woro, inden den kunne nå at blive bragt til en dyrlæge.

Landsbyboere er overbevist om, at det er det samme dyr, der dræbte og delvist åd en oliepalmearbejder 21. september.

Ifølge dyrebeskyttelsesorganisationen WWF er der færre end 400 sumatratigre fritlevende i naturen.

/ritzau/AFP

I Indonesien har lokale landsbyboere forvoldt en sjælden sumatratigers død. De opsatte en fælde som hævn for, at den havde maltrakteret og dræbt en lokal bonde.

Offentliggjort Sidst opdateret