Sjakalen er tilbage på anklagebænken

Han var verdens mest berygtede og eftersøgte terrorist dengang tilbage i 1970'erne og 1980'erne, da ingen endnu havde hørt om Osama bin Laden.

Nu hives Ilich Ramirez Sánchez, manden, de kaldte Carlos eller Sjakalen, for en stund atter frem af glemslens mørke.

Godt syv år efter, at Carlos blev fanget i Sudan og fløjet til Frankrig af agenter fra den franske efterretningstjeneste DST, stilles han mandag for retten i Paris. Igen.

I december 1997 blev Carlos idømt livsvarigt fængsel for drabene i Paris i 1975 på to politifolk og et tidligere medlem af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), der var begyndt at samarbejde med politiet.

Den nye retssag drejer sig om den nu 62-årige venezuelaners rolle i en række attentater i Frankrig i 1982 og 1983, der kostede 11 mennesker livet og kvæstede flere end 100 andre.

Attentaterne omfattede bombeanslag på to franske højhastighedstog, et angreb på en togstation i Marseille samt på Paris-kontorerne for det arabiske tidsskrift Al-Watan Al-Arabi.

Det var dette tidsskrift, der havde revet masken af Carlos, den internationale terrorismes James Bond, der var eftersøgt og mistænkt at være hjernen bag over 1500 drab samt stribevis af røverier, bortførelser og flykapringer.

Til trods for dette vidste verdens efterretningstjenester ikke, hvordan Carlos så ud.

Det ændrede sig, da Carlos i 1982 gav et interview i Beirut til Al-Watan Al-Arabi. Tidsskriftets mand i den libanesiske hovedstad, digteren Assem al-Jundi, havde i et år været nabo til Carlos uden at kende dennes sande identitet.

Uvist af hvilken grund besluttede Carlos at afsløre sin identitet over for al-Jundi, og Al-Watan Al-Arabi afslørede mod Carlos' vilje også et fotografi af ham.

Det var baggrunden for bombeanslaget 22. april 1982 mod tidsskriftet i Paris. En blev dræbt og over 40 kvæstet ved dette attentat.

Det er dette og tre andre bombeanslag, som Carlos nu stilles til ansvar for ved retssagen i Paris.

Efterretningstjenester mistænker ham for et synderegister, der omfatter betydeligt mere end de attentater, han hidtil er blevet stillet til ansvar for i Frankrig.

/ritzau/

Foto: MICHEL LIPCHITZ/AP

Den tidligere topterrorist Carlos stilles nu for retten i Paris tiltalt for en række bombeattentater.

Offentliggjort Sidst opdateret