Lederen af Storbritanniens konservative parti, David Cameron, forsøger at ride på bølgen af offentlig forargelse over, at tre tidligere ministre fra Labour har været villige til at sælge tjenesteydelser til lobbyister. Dagen efter en tv-udsendelse, der med skjult kamera afslørede de tidligere ministre for henholdsvis sundhed, forsvar og transport, kræver oppositionslederen en undersøgelse af sagen.
- Enhver, der så udsendelsen i aftes, kunne ikke lade være med at være rent ud sagt forargede over, hvad de så, siger den konservative leder.
Cameron lover, at hvis de konservative kommer til magten ved det parlamentsvalg, der ventes afholdt i maj, vil han iværksætte en undersøgelse af de eventuelle lovovertrædelser begået af tidligere forsvarsminister Geoff Hoon, tidligere sundhedsminister Patricia Hewitt og tidligere transportminister Stephen Byers.
Regeringspartiet Labour meddelte ellers tidligere tirsdag, at kabinetssekretæren, sir Gus O'Donnell, havde undersøgt sagen til bunds uden at have fundet hverken Hoon, Hewitt eller Byers skyldige i egentlige lovovertrædelser.
I tv-udsendelsen, der blev vist mandag aften på britiske Channel 4, ser man de tre ministre forhandle med en journalist, de tror repræsenterer en amerikansk lobbyvirksomhed. På de skjulte optagelser ser man blandt andet, hvordan Byers sammenligner sig selv med en "hyrevogn". Hans pris for at gøre sin indflydelse gældende på vegne af lobbyisterne ligger på op til 5000 pund - godt 41.000 kr. - om dagen.
Forargelsen over scenerne i den brede offentlighed og i ledelsen hos Labour har fået premierminister Gordon Brown til at suspendere de tre tidligere ministre fra parlamentsgruppen.
Den i forvejen trængte regeringschef ventes inden længe at udskrive parlamentsvalg til afholdelse 6. maj. Hans regeringsparti halter faretruende bagefter i meningsmålingerne. De seneste målinger har vist, at de konservative har opbakning fra ca. 40 procent af vælgerne, mens Labour mønstrer ca. 30 procent og De Liberale Demokrater ca. 20 procent.
Med afsløringerne af de tidligere Labour-ministres villighed til at gå lobbyisternes ærinde, hvis der er penge i det, håber den konservative leder, at han er kommet et skridt nærmere regeringsmagten.
- Faktum er, at den forrige regering sluttede af med skandaler, og den nuværende regering er ved at slutte af med skandaler, der sandt at sige er værre, siger Cameron.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker