Skandaleramte Berlusconi stopper i 2013

Den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, vil ikke genopstille, når hans embedsperiode udløber i 2013.

Berlusconi bekræftede oplysningen ved en middag for udenlandske journalister i Rom onsdag, oplyser britiske BBC, hvis korrespondent deltog i middagen.

Premierministeren meddelte sidste år, at han formentlig vil træde tilbage i 2013.

Under middagen sagde Berlusconi, at han agter at færdiggøre sine reformer af det italienske retsvæsen, inden han forlader posten som premierminister.

Så sent som onsdag vedtog Italiens underhus med et snævert flertal en lov, der skal få folk, der ikke tidligere er dømt, hurtigere igennem en retssag.

Oppositionen kritiserer loven, som de betragter som skræddersyet til Berlusconi selv.

Premierministeren har indtil videre overlevet adskillige skandaler og retssager. Senest er han anklaget for at have betalt for sex med en mindreårig.

Den 74-årige Berlusconi blev første gang italiensk premierminister i 1994, men røg ud efter knap et år.

Siden sad han på posten fra 2001 til 2006 og har i denne omgang beklædt embedet siden maj 2008.

Ved onsdagens middag aflivede Berlusconi samtidig rygter om, at han har planer om at stille op ved præsidentvalget om to år.

Han antydede også, at Italiens justitsminister, Angelo Alfano, kan være en mulig leder for hans Frihedsparti, og vil ikke afvise, at han selv kan indtage en politisk rolle som rådgiver og "faderfigur" for fremtidige centrumhøjre-koalitioner, skriver BBC.

/ritzau/

Italiens skandaleramte premierminister, Silvio Berlusconi, genopstiller ikke i 2013, bekræfter han.

Offentliggjort Sidst opdateret