Skibe kan blive løsning på svensk flygtningepres
Malmø undersøger mulighederne for at leje et krydstogtskib til at huse de mange flygtninge, skriver avis.
Tusindvis af flygtninge er strømmet til Sverige i løbet af den seneste tid, og den massive mængde nytilkomne skaber pladsproblemer i blandt andet Malmø.
Her undersøger man lige nu muligheden for at bruge et krydstogtskib til at huse de mange mennesker, skriver avisen Sydsvenskan.
Særligt kæmper byen med at finde tag over hovedet til uledsagede børn og unge, der hver dag ankommer med toget, og i den forbindelse er idéen med et flygtningeskib kommet på tegnebrættet.
Selv Migrationsverket, den svenske udlændingestyrelse, har forhørt Malmø om, hvorvidt der findes ledige kajpladser i havnen.
- Skibe blev, så vidt jeg ved, benyttet under Balkankrigen, så det ville ikke være første gang. Men det indebærer, at Malmø finder et stort økonomisk beløb, og derfor skal beslutningen træffes på højeste niveau, siger lokalkoordinator i Malmø Fredrik Lindgren i en kommentar til Sydsvenskan.
Malmø Kommunes sikkerhedsdirektør slår over for avisen fast, at der ikke ligger konkrete planer på bordet endnu. I første omgang er det en opgave for Migrationsverket, lyder det.
Sverige har modtaget mange asylansøgere og flygtninge i den seneste tid uden egentlig at have haft den fornødne kapacitet til at modtage de mange mennesker.
Fredag oplyste den svenske myndighed for samfundsværn og beredskab, MSB, at en teltlejr med plads til 375 personer vil blive etableret i Revinge i Skåne.
Teltene vil tidligst kunne tages i brug på næste lørdag, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Malmø har tidligere benyttet skibe til at huse flygtninge. Det skete allerede i 1989 og siden i 1990'erne, da krigen rasede på Balkan.
Også i København blev flygtninge indkvarteret på gyngende dæk.
På en kajplads i København lå flygtningeskibet "Flotel Europa".
Flotellet lå i to år i Christianshavn og husede i den tid over 800 asylansøgere, der var kommet til Danmark fra krigen på Balkan.
Nogle familier boede i indvendige kahytter uden dagslys, og to familier delte ét toilet.
Derudover blev den 23 meter høje pram jævnligt kritiseret for blandt andet at have rotter og knap så god hygiejne.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde