Skilsmisser signalerer bedre økonomi i USA

Antallet af skilsmisser i USA vokser efter at være faldet drastisk i 2008 og 2009. Og det er et godt tegn for økonomien efter den dybe finansielle krise.

- Folk var bange for at miste deres arbejde, så de var forsigtige med at blive skilt, fordi de så skal dele værdierne, siger Linda Lea Viken, formand for de amerikanske advokater, der har speciale i ægteskabssager.

Viken siger, at skilsmisseprocenten faldt med 24 procent i 2008 og 57 procent i 2009, men begyndte at stige igen i slutningen af 2010.

- Skilsmissetallet stiger. Det er meget klart, når man taler med folk, siger Viken.

Traditionelt er der færre skilsmisser i økonomiske nedgangstider, men der er også færre bryllupper.

Viken hæfter sig ved, at en skilsmisse kan koste alt fra nogle få tusinde dollar til hundredtusinder af dollar afhængig af, hvor mange værdier et par har.

Prisen får ifølge Viken nogle til at blive i ægteskabet, selv om parforholdet reelt er holdt op med at fungere.

/ritzau/AFP

Amerikanerne tror på økonomien. De er igen begyndt at lade sig skille.

Offentliggjort Sidst opdateret