Skokasteren: Jeg blev udsat for tortur

Den irakiske journalist, der blev verdensberømt, da han kastede sine sko efter USA's tidligere præsident George W. Bush, er blevet løsladt. Straks efter løsladelsen sagde Muntazer al-Zaidi, at han under fængslingen var blevet udsat for tortur.

Zaidi har siddet fængslet i ni måneder efter at han den 14. december sidste år kastede sine sko mod daværende præsident Bush og råbte "det her er et farvelkys, din hund".

Efter løsladelsen blev den 30-årige journalist bragt til kontorerne for tv-stationen al-Baghdadia. Her sagde Zaidi, der manglede en fortand, at han under fængslingen var blevet "torteret med elektriske stød og slået med kabler".

Han afviste imidlertid, at han var en helt. Zaidi sagde, at han blot havde skammet sig over de lidelser, han var vidne til i Irak, og benyttede lejligheden til at fornærme den mand, han holdt ansvarlig for disse lidelser.

- I mine øjne var det en god respons. Det jeg ville udtrykke ved at kaste mine sko i hovedet på forbryderen Bush var min afvisning af hans løgne og besættelsen af mit land, sagde "skokasteren fra Bagdad".

Zaidi blev oprindeligt idømt tre års fængsel for at have angrebet et udenlandsk statsoverhoved, men hans dom blev senere nedsat til et års fængsel. At han slipper ud nu, skyldes god opførsel i fængslet.

Uden for fængslet venter der Zaidi et formentlig helt andet liv.

En emir ved Den Persiske Bugt har lovet ham en hest i massivt guld. En forretningsmand har tilbudt ham en sportsvogn.

Han er også blevet lovet ønskestillinger, penge, ægteskab og en politisk karriere.

/ritzau/AFP

"Skokasteren fra Bagdad" er blevet løsladt ni måneder efter at han smed sine sko efter præsident Bush. Han siger, at han i fængslet blev udsat for tortur.

Offentliggjort Sidst opdateret